AIDS og Afrika

- og hvordan USA ser på sagen

Analyse fra d. 7. februar 2000

Ja, selvfølgelig. Afrika er et problem, endda et af de rigtigt store. Her i landet render mange velmenende mennesker rundt og gør sig bekymringer om et helt kontinent. Det er ikke til at overse, at et katastrofalt antal dødsofre for sult og sygdom, stats- og bandekrige er den altafgørende hverdag på dette kontinent. De velmende mennesker taler så - indtrængende, formanende eller anklagende - om det "glemte" eller "fortabte kontinent", en talemåde, som lægger op til, at man ikke lader det blive ved det, men at der må gøres noget mod det. Nogle begynder "i det små" og overtager fadderskabet for et negerbarn, andre - som fx de såkaldte NGOer - tager afsted som velorganiserede samaritanere og menneskerettighedsovervågere og bestormer deres regeringer med bøn- og protestskrivelser, og videnskabsmænd med det helt store perspektiv udkaster så modeller for, hvordan verdensordenen burde omorganiseres, så disse lande også ville kunne bringe deres "potentialer" til fuld udfoldelse og få deres "retfærdige andel" i den verdensomspændende vækst. Én ting er der dog ingen, der vil høre tale om: at der i det verdensomspændende system af markedsøkonomi og demokrati - kort sagt: imperialisme - er kalkuleret med, at Afrika er sådan, som det er, og at intet vil ændre sig ved det.

Et belæg for dette er den særlige vigtighed, som temaet 'Afrika' får tildelt i "folkefællesskabets" øverste organ. USA, som netop har overtaget formandsposten i Sikkerhedsrådet, beslutter, at arrangere en hel "måned for Afrika", hvor "man skal diskutere så mange af Afrikas problemer, som det ikke er sket i årevis" (Süddeutsche Zeitung (SZ)). Den amerikanske vicepræsident Al Gore insisterer på, at AIDS kommer på dagsordenen som det første og mest påtrængende af Afrikas problemer. Offentligheden finder det bemærkelsesværdigt, at det er første gang, at et sundhedstema kommer op i Sikkerhedsrådet - men finder det ikke bemærkelsesværdigt, hvilken frygtelig dom, der dermed er fældet om Afrika. Al Gore siger:

Når en enkelt sygdom truer alting, fra økonomiske anstrengelser til opretholdelsen af freden, så er vi konfronteret med en sikkerhedstrussel af største vigtighed." (SZ, 10.01.00)

Så vidt er det altså kommet: 40 år efter "afkolonialiseringen" blev påbegyndt, altså med skabelsen af suveræne afrikanske stater og deres integrering i verdensmarkedet, sammenfatter Al Gore kontinentets historie under ét eneste stikord: AIDS. Denne sygdom skulle være skyld i, at staterne er økonomisk ruinerede og sønderriver hinanden i krigeriske opgør. Hvis man nu mener, at det var optakten til at gøre alt menneskeligt muligt mod denne "humanitære katastrofe", så tager man fejl - den amerikanske vicepræsident flytter "katastrofen" til et helt andet felt: For ham udgør Afrika ét stort "sikkerhedsproblem". Generalsekretær i FN, Kofi Annan, supplerer med en illustration af dette "problem", som siger meget om hele affæren: nemlig at det i mellemtiden er kommet så vidt, at ikke engang de virkeligt vigtige personer i disse lande er til at få i tale:

"Dødsraten blandt eliten truer regeringsdueligheden og forsvarsevnen i talrige lande." (Die Tageszeitung 11.01.00)

Det er en yderst belærende illustration, eftersom de øvrige, daglige, katastrofale dødstal bliver til ren og skær kulisse for det, som for alvor generer stormagterne: I disse stater er den hidtidige orden gået tabt, og dermed også deres hidtidige brugbarhed og anvendelighed. Det altovervældende facit 'AIDS' kan sættes lig med dommen: absolut ubrugelig - og det gælder da først for alvor for de dér levende mennesker for slet ikke at tale om de døende. Med dette lighedstegn benægter man den virkelige grund til, at disse stater i "nu engang" er blevet ubrugelige. Og det er ikke engang, fordi det er så svært at finde ud af: Grunden er, at disse lande er trådt ind i verdensmarkedet, at de her ikke duede til andet en at stå til tjeneste for forøgelsen af udenlandsk rigdom, og at USA med flere ved hjælp af statslån og magt sørgede for, at det ikke var muligt at bryde ud af det system, som de havde indrettet - indtil det kom til den situation, hvor en betragtelig del af verdens stater er ruinerede.

Når statsmænd nu snakker om "Afrikas immunsvaghed" og behandler alting under mottoet 'AIDS', så hævder de, at denne ødelæggelse har en helt anden grund: Det er naturen, især i Afrika, nemlig det "skæbnesvangre virus", der tilintetgør alle de velmenende anstrengelser. Alle andre steder i verden har kapitalismen taget naturkræfterne i sin tjeneste og går særdeles hensynsløst til værks både mod naturen i dens egenskab af 'miljø' og mod den menneskelige natur. Men det, som naturen anretter af skader i Afrika, skulle det ikke være muligt at gøre noget ved. Og så kommer der en ordentlig gang racisme oveni: Man ved jo godt, hvad de dér negere render rundt og laver ... Dermed har man fejet alt det af bordet, som engang blev kaldt for "udvikling". Denne "udvikling" har nået sin imperialistisk-logiske afslutning. Og denne afslutning har de store magter jo også eksekveret/fuldbyrdet med den sløjfning af lån, som blevet gennemført i løbet af de sidste år og for nyligt beseglet i form af 'eftergivelsen af gæld': slutstregen under disse landes uduelighed, som stormagterne selv har skabt. Det er deres undsigelse af denne del af verden - men det præsenteres som noget helt andet: Ophavsmændene til de afrikanske tilstande optræder med bekymret beklagelse og erklærer, at de står afmægtige over for disse tilstande. Og ikke nok med det. Forvandlingen af den afrikanske ruin til et "sikkerhedsproblem" er jo slet ikke ment for alvor, som om det drejede sig om en udfordring for USA som øverste sikkerhedsvogter, der nu ville være nødt til at gribe ind med våben og penge, altså - som man ofte har oplevet det tidligere - nødt til at gøre noget for at genoprettet og støtte brugbare stater i området. Til at klare dette angiveligt overmåde store "sikkerhedsproblem" rækker de 100 millioner dollars, som Sikkerhedsrådet - måske - hoster op med. Således er Sikkerhedsrådets beskæftigelse med dette "sikkerhedsproblem" i sidste ende også en klage: Disse uduelige stater og deres mennskemasser er ganske enkelt kun et irritationsmoment.

Samtidig bliver det dermed også tydeligt, at der findes to slags "sikkerhedsproblemer": Den første, der omskrives med 'Afrika' og 'AIDS', vil Amerika i fremtiden overdrage til Sikkerhedsrådet - det er formandskabet blevet brugt til. Sikkerhedsrådet skal altså være ansvarligt for en slags verdensomspændende velgørenhed. Det skal til gengæld ikke længere være ansvarligt for de virkelige spørgsmål om sikkerhed og verdensorden, eftersom det ikke længere passer USA. Det tager amerikanerne sig selv af - til nød sammen med deres allierede. Helt parentetisk kan Afrika altså alligevel bruges til at opnå en verdenspolitisk fordel: Ved at gøre kontinentet til tema, kan USA tydeliggøre sin vilje til at "reformere FN", altså til at fratage organisationen den smule magt, den har.

P.S. Alle, der forlanger, at USA - eller også Tyskland, Frankrig, Danmark o.s.v - burde "gøre mere", har vel glemt, at dette ønske i det hele taget kun opstår, fordi disse stater allerede har gjort så meget. Det ville gøre mere gavn end samtlige appeller, hvis man drog en fornuftig følgeslutning af det.