GegenStandpunkt 4/98 (december)
De sidste meldinger fra Skandinavien bekræfter endnu engang, at der bor en særlig mennesketype i Norden, særpræget og stivnakket.
Først får en norsk regeringschef den uforståelige ide, at "tage dele af indkomsterne fra olieeksporten og dele dem ud til befolkningen". Først med den retfærdige straf fra de "internationale finansmarkeder", der især rammer "små stater, der ikke holder sig til finanseksperternes råd," finder han ud af, at gode penge kun forbliver gode penge, hvis de koncentreres i de hænder, hvor de formerer sig, og ikke ødsles bort på blødsødent socialvrøvl.
De regerende socialdemokrater i Sverige har for længst indset, at sådan noget ikke kan gå, og derfor har de også taget afsked med den "svenske model". Men i stedet for at blive belønnet for det, "straffes" de af de svenske vælgere, utaknemmelige og ufornuftige, som de jo er, idet de ikke under socialdemokraterne et ordentligt flertal. Det synes Süddeutsche Zeitung er meget uretfærdigt: "Göran Persson har i løbet af de sidste ti år saneret statens finanser, nu straffer vælgerne ham for denne besparelsespolitik." "Straffen" er ganske vist ikke blevet særligt hård. Socialdemokraterne kan jo regere videre, men nu kun med passiv støtte fra de tidligere kommunister, der i dag kalder sig "Vänsterpartiet". Avisen aner uråd: "Sveriges tidligere kommunistiske parti har følerne ude efter magten."
Men hvad er det egentlig ved disse ekskommunister, der skulle være så forfærdeligt "venstreorienteret", at Süddeutsche Zeitung er nødt til at advare så indtrængende mod dem. Det venstreorienterede består i, at de fører socialdemokratisk politik: De kræver "genindførelse af '70erne velfærdsstat" og "forsøger sig igen med den tredje vej". Den var ganske vist allerede dengang decideret antikommunistisk (den skulle trods alt udgøre et alternativ til kommunismen), men i dag er der kun én vej, og derfor regnes blot mindet om "den tredje" og om socialstaten fra dengang for at være en farlig afvej. Süddeutsche Zeitung betragter det også som venstreorienteret, at de fører sig frem med kristeligt-demokratiske slogans som: "Først mennesket, så finanserne" (partiformanden Schyman). Dette ældgamle sludder, som Ludwig Erhardt engang brugte til at præsentere den "sociale markedsøkonomi" som specielt menneskevenlig, lyder i dag så utroligt "naivt" i SZs ører, fordi det eneste standpunkt, der gælder i vore dage er forretningens.
Hvis der i dag er nogen, der vil gribe til fortidens humanistiske mottoer for at pynte på deres principielle indforståethed med de kapitalistiske forretninger, så er det fordi de ikke er fulgt med tiden. I dag kræves der nemlig helt andre og mere radikale bekendelser til markedsøkonomien, bekendelser uden omsvøb og falbelader, bekendelser til, at forretningerne er og bliver den overordnede målestok og mennesket kun et ligegyldigt vedhæng til forretningerne. Alt andet er mistænkeligt.