GegenStandpunkt 4/98 (december)
I slutningen af august er det endelig kommet så vidt: Rusland er ikke længere betalingsdygtigt, rubelen er værdiløs, og også de internationale finansspekulanter er blevet nogle milliarder dollars fattigere. De vestlige ruslandseksperter fra politik og videnskab og den frie offentligheds repræsentanter gør sig deres overvejelser. De er ganske vist fuldstændigt ubrugelige som forklaring på situationen i Rusland, men er til gengæld et imponerende dokument over den uforskammede krævementalitet, hvormed man i Vesten akkompagnerer den tidligere realsocialistiske verdensmagts udvikling til medlem af det frie verdensmarked. De følgende erkendelser føres til protokol af den samlede stab af vestlige eksperter:
Erkendelse nr. 1:
Den russiske kapitalisme har været et gigantisk flop. "Vi"
har fejlspekuleret.
For "til forskel fra Marshall-hjælpen til Vesteuropa efter den Anden Verdenskrig bevirkede Vestens finansielle hjælp ingen kickstart til økonomien." (Spiegel, 36/98) Når man betragter begejstringen indtil for nylig over "rubelens stabilitet" i lyset af den rubel-devaluering, der er blevet foretaget i mellemtiden, så viser det sig pludseligt, at "valutastabiliteten" var "Jeltsin-regeringens eneste succes" (Spiegel, 35/98). Og også denne succes var kun en tåbelig farce, som "vi" oven i købet betalte med "vores IMF-kreditter":
"For i det mindste bare sporadisk at kunne betale lønninger, pensioner, børnepenge, bygningen af skoler og gader havde staten i en strid strøm udstedt nye papirer med stadig kortere løbetid ... Alene i 1997 investerede udenlandske investorer omkring 17 milliarder dollars i russiske aktier og kortfristede statslån ... I kølvandet på presset fra den statslige gæld kom rubelkursen under stadigt stærkere pres, men Centralbanken imødegik med støttekøb på til sidst en milliard dollars om ugen. Pengene kom fra den første portion af IMF-kreditten, den resterende milliard brugte finansministeriet i Moskva til at tilbagebetale sit kortfristede statslån ... Ialt cirkulerede der i slutningen af 1997 rubel-lån til en samlet værdi af over 300 milliarder dollars. Det er tre gange så meget som balancesummen for alle russiske banker tilsammen." (Spiegel, 35/98)
"At denne onde cirkel måtte bryde sammen på et eller andet tidspunkt", står soleklart for enhver Spiegel-redaktør - senest efter at den er brudt sammen. Og endnu en ting er klar: De "modige, markedsøkonomiske reformforkæmpere", som - efter samtlige herværende Kremleksperters velfunderede mening - indtil for relativt kort tid siden måtte slås med "ærkekonservative modstandere af fremskridtet", er heller ikke mere, hvad de var engang. Strengt taget er de ikke andet end en "arrogant samling reformtilhængere, der tilbageviste alle advarsler om, at denne finanspyramide på et eller andet tidspunkt måtte bryde sammen." (smst.)
Hvem det egentlig er, der skulle have fremsat disse overordentligt fornuftige advarsler, forbliver ganske vist lidt uklart efter studiet af de aktuelle ruslandsanalyser, men man erfarer trods alt, at det ikke kan have været de vestlige rådgivere, som i stort tal arbejder i Rusland. I forbindelse med dem drejer det sig nemlig, som man nu erfarer fra pålidelig kilde, om en bande inkompetente, griske blærerøve:
"Med vestlige lærebøger under armen ville de reformere landet. Alt for villigt roste de sig selv og deres egen succes. Nogle så allerede Rusland på sejrsskamlen. For eksempel erklærede svenskeren Aslund Anders ved årets begyndelse, at reformerne var afsluttet. Den internationale valutafond (IMF) forventede på samme tidspunkt en årlig økonomisk vækst på seks procent de næste år. Otte måneder senere står Rusland på afgrundens rand: valutakrise, forsyningskaos, børskatastrofe. Industriproduktionen sank dramatisk." (Spiegel, 38/98)
Ja, hvis bare russerne havde bedt Spiegel-redaktionen om ekspertrådgivning i stedet for at spilde de dyre IMF-kreditter og gode EU-penge på "selvsikre eksperter"...
"De vestlige lande uddelte ialt 66 milliarder dollars i Rusland i form af tilskud til firmaer og staten. Den allerstørste del af pengene blev indkasseret af consultants, der dermed er Perestroikas egentlige vindere. Ofte er det den europæiske skatteyder, der betaler for rådgivernes uvæsen via en mangfoldighed af rådgivningsprogrammer i den Europæiske Union." (smst.)
Og hvad fik russerne for de mange gode penge? Latterlige, uholdbare forslag! Og hos Spiegel kan man kun ryste på hovedet over rådgivernes "urokkelige tro": "Frie markeder, frie priser", hvor ethvert barn jo er klar over, at frie markeder ikke kan bruges til noget … når de lige er brudt sammen! Og hvad skal russerne "200 kilometer nordøst for Moskva" i 1995 stille op med virksomhedsrådgivere, der vil lære dem "vurdering af markedspotentialer, fokusering af forretningsaktiviteter og reducering af kompleksitet" (smst.)?! Som sagt: Det er forbandet ærgerligt, at russerne ikke dengang søgte råd hos Spiegels koncentrerede økonomiske ekspertise. Dér havde man garanteret allerede i 1995 fundet ud af, at det, som de russiske statsforetagender savnede mest af alt, var en ordentlig markedsanalyse med den dertil hørende koncentration af forretningsaktiviteter, som selvfølgelig ikke kan lade sig gøre uden en reduktion af kompleksitet. Denne chance gik russerne glip af, fordi de i stedet gav sig af med lutter umuliusser, som den forhenværende kartelchef Wolfgang Kartte ikke alene bebrejder for at have svigtet på rådgivningsfronten, men som han til og med anklager for "regulær ondsindethed", "fordi man har undladt at indføre høj importtold." (smst.) osv. osv.
Det er en interessant bedømmelse af den "russiske reformproces" der her bliver foretaget - i øvrigt ikke kun af Spiegel, men af alle afdelinger i den hjemlige offentlighed. Denne særdeles lovende russiske reformproces er igennem en årrække først blevet sat i gang af samtlige toneangivende instanser i Vesten og derefter plejet og passet og iagttaget med alvorlige miner fulde af bekymring for projektets succes. Nu erfarer man så, at hele affæren i det væsentlige drejede sig om en højst tvivlsom "finanspyramide", som en del finansspekulanter først har skovlet penge ind fra, men så i næste omgang måtte melde om højst betænkelige tab på - frem for alt i betragtning af den allerede "kritiske situation på verdens finansmarkeder" - fordi den russiske stat i mellemtiden måtte begære sig konkurs. Samtidig med og i kraft af denne proces blev den russiske befolknings levevilkår reformeret så fundamentalt, at kyndige ruslandskorrespondenter sender den ene beretning om elendigheden efter den anden. Det var tider, da "de unge russiske markedsøkonomer" var dem, som "vi" satte vores "forhåbninger" til, og endnu ikke var blevet afsløret som en "samling arrogante reformtilhængere". Og hvad der indtil for nylig i tysk tv var blevet beundret som bevis på den russiske folkesjæls elskelige karakter - "evnen til at improvisere" eller sådan noget lignende - det kaldes nu for et "tilbagefald til tuskhandel som i middelalderen". Det forbliver de vestlige feudalismeeksperters hemmelighed, hvad middelalderen skulle have at gøre med forhold, hvor der på den ene side foretages finansspekulationer med kortfristede statslån, og hvor tidligere arbejdere fra socialistiske kombinater på den anden side render rundt og prøver at bytte krystalvaser med sukker og medicin. Budskabet er til gengæld klart: "Landet befinder sig foran afgrunden!"
Og hvilke slutninger drager "vi" så af dette resultat af de sidste ti års intensive reformarbejde?
Erkendelse nr. 2:
For guds skyld, ingen stop for reformerne! Tværtimod må
reformerne føres konsekvent til ende. Og da først for alvor
nu!
Fra allerhøjeste sted udstedes dette imperativ:
"De syv største industrilande (G7) har med den britiske premierminister Tony Blairs ord en vital interesse i fortsættelsen af de markedsøkonomiske reformer i Rusland. Stats- og regeringscheferne i G7-staterne er af den opfattelse, at overvindelsen af den nuværende krise i Rusland er i deres landes interesse, og at dette bedst vil lykkes ved at fastholde de markedsøkonomiske reformer." (Handelsblatt, 29.8.98)
"Clinton advarede oppositionen mod Jeltsin i Dumaen mod at vende roret midt i reformkursen. Hvad der så vil ske, er, at der vil tilflyde Rusland endnu færre penge og at den økonomiske nød vil tiltage yderligere." (Handelsblatt, 2.9.98)
"Med US-præsident Clintons og forbundskansler Kohls ord kan Rusland kun regne med milliardbetalinger fra den internationale valutafond, hvis de fastholder reformkursen... Det betragtes som sikkert, at US-præsident Clinton ... ikke vil fremlægge nogen yderligere konkrete tilbud om hjælp under sine samtaler med Jeltsin." (Handelsblatt, 31.8.98)
Vi sammenfatter: Rusland er ganske vist bankerot - ikke mindst takket være vestlig "reformhjælp" - men kan fortsat regne med "vores hjælp", på betingelse af at landet ufortrødent fastholder "reformkursen". Og "reform" er noget, der hersker i Rusland, når kravene fra det samlede Vesten bliver opfyldt. Så simpelt er det: Hvis Rusland indstiller tilbagebetalingen til vestlige kreditorer, så er det helt klart en forbrydelse mod "reformprocessen", og der må udstedes advarsler af følgende kaliber:
"Den internationale valutafond ... advarede Moskva om, at det planlagte lån på $ 4,8 mia. i september kun vil blive udbetalt, hvis pålægget om finanslovsdisciplin og bedre skatteinddrivelse bliver overholdt. Rusland må gøre fremskridt før udbetalingen af næste rate... Forbundsregeringen understregede Tysklands fortsatte interesse i politisk og økonomisk stabilitet i Rusland og opfordrede påny ledelsen i Moskva til reformer. For så vidt som Rusland også i fremtiden opfylder sine betalingsforpligtelser, er Forbundsregeringen parat til at give yderligere Hermes-garantier." (Handelsblatt, 2.9.98)
Det hotte tip fra verdens førende økonomiske magter til russerne lyder altså: Hvis I ikke har nogen penge, så prøv engang med jeres egne gode penge! For så længe Rusland ikke har nogen penge til at indfri Vestens krav om rentebetaling, får de heller ikke yderligere IMF-lån. Og hvor skal Rusland hente de mange penge, som Vesten opkræver? Det er da klart: Den finanspolitiske ekspertise i Vesten kommer straks i tanker om "bedre inddrivelse af skatter" og "finanslovsdisciplin". Der er dog den hage ved forslaget om "bedre skatteinddrivelse", at de samme blade, som udspreder disse velmenende råd til Moskva, er fulde af klager fra tyske virksomhedsledere, som jamrer over, at den utålelige "intensitet i de russiske skattemyndigheders fremfærd" er skadelig for "investeringsklimaet". Så tilbageholdende og fornemt kan man også udtrykke, at russisk skatteopkrævning undertiden finder sted med baseball-køller. Det bekymrer tilsyneladende ikke de vestlige rådgivere synderligt, at der i Rusland åbenbart ikke kan være tale om en "skatteinddrivelse" i "vores" velordnede forstand med rodekontor, skattedirektorat, afskrivningsmuligheder og skatterådgivere, der er eksperter på dette felt. De indtager slet og ret det standpunkt, at sådan noget er lige hvad russerne har manglet hidtil for at få økonomisk succes, og derfor har de værsågod at sørge for at få det. På et eller andet tidspunkt vil Spiegel så sandsynligvis med bestyrtelse berette, at der rent faktisk var en selvsikker vestlig skatteekspert, der med den tyske skattelovgivning under armen havde forklaret om de nyeste afskrivningstricks midt i Sibirien ...
Det eneste, der så er tilbage, er det med "finanslovsdisciplinen". Også et godt råd: Hvis I ikke har nogen penge, så spar dog nogen op! For der er én ting, som der overhovedet ikke kan blive tale om set fra Vestens synspunkt: at den russiske stat "sætter seddeltrykkeriet i gang". Det betragtes af alle som en katastrofe, der må undgås for enhver pris:
"Den populistiske model med mindre pengepolitisk disciplin, genindførelse af kontrollen med priser, handel og vekselkurser såvel som trykning af penge, ville efter Camdessus' mening uvægerligt føre til en katastrofe. En sådan politik ville ikke finde støtte i det internationale samfund. En fortsat støtte til Rusland afhænger tværtimod af en klar vilje til reformer hos dumaen og regeringen." (Handelsblatt, 30.9.98)
Denne toneangivende mening kan alle kommentatorer kun tilslutte sig. Og så er det allerede fuldstændigt ligegyldigt, om de har nogen som helst begrundelse for, hvorfor russerne absolut skal undlade at bruge midler som trykning af penge og kontrol af priser eller vekselkurser - ting, der er helt dagligdags i et kapitalistisk samfund, hvis det er nødvendigt, og altså alt andet end revolutionære. I hvert fald tager chefen for IMF sig for et kort øjeblik den frihed at ignorere den katastrofe, der allerede er indtrådt i Rusland i kraft af "reformprocessen", og i stedet advare mod en kæmpekatastrofe - hvad den nu måtte bestå i - hvis den storslåede reformproces afbrydes. Og det er under alle omstændigheder tydeligt nok, hvad de økonomiske sværvægtere og deres kommentatorer fra den frie presse er ude på: I forbindelse med indgreb som trykning af penge og priskontrol kommer de straks i tanker om, at russerne faktisk godt kan lave den slags ting helt alene, helt uden vestlig "reformhjælp", og at de så om muligt kun vil rette sig efter deres egne beregninger og ikke efter de interesser, som hersker i den verdensomspændende markedsøkonomi. Til sidst laver de en økonomisk politik med det mål, at holde humøret oppe hos deres folk - en "populisme", som "vi" overhovedet ikke bryder os om! - eller de forfølger tilsvarende fornuftstridige kalkulationer. Og så får man virkelig mistanke om, at man kender det hele allerede - nemlig fra sovjetsocialismens skrækkelige dage, der jo burde være "uigenkaldeligt overvundet" med "reformprocessen"!
Så meget mere påtrængende er spørgsmålet, om det i det hele taget er de rigtige mænd, der er ved roret i Moskva, eller om det er nogle, der udgør en fare for et katastrofalt "tilbagefald til socialismens økonomiske uorden".
Erkendelse nr. 3:
Russerne må "selv finde deres egen vej til markedsøkonomien"
uden at vække ubehagelig opmærksomhed ved at være selvrådige
og uden at krænke vestlige krav. Hjælp til det kan "vi"
ikke tilbyde - bortset fra denne: "Vi" overvåger med pinlig
nøjagtighed "reformviljen" hos mandskabet i Kreml.
En ansvarsfuld opgave, der dog har sine fælder. Kriteriet for bedømmelse af de russiske statsledere er i sig selv ret enkelt: Vi søger efter "vor mand i Kreml". Spørgsmålet er bare: Hvordan ved vi, hvem der er den rigtige? I mellemtiden er der kun én ting, der står klart: Det er ikke længere Jeltsin - hans fiasko diskvalificerer ham; derfor vejer sygdom og drikkeri nu tungt. Men ville det måske have været Kirijenko? Han er ganske vist "ung" og alene derfor en lovende "reformven". Men for det første udsætter han betalingen af renter til de vestlige kreditorer, hvilket nok for det andet afslører ham som en "grønskolling", der ikke kunne sætte sig igennem mod de ominøse "oligarker" i toppen - d.v.s. de få store banker og råstofkoncerner, der udgør den russiske økonomi. Så er der på den anden side Tschernomyrdin: Må han - a propos "oligarker" - i kraft af sin baggrund i det "militært-industrielle kompleks" og på grund af sine gode relationer til "grå eminencer i den berygtede russiske mafia" regnes med til disse ubehagelige folk, eller står han snarere for pålidelighed, sådan som det også bevidnes fra højeste sted:
"Forbundskansler Kohl hilste genudnævnelsen af Tschernomyrdin velkommen. Kohl erklærede, at han har tillid til Tschernomyrdin, som han kender fra mange års godt samarbejde." (Handelsblatt, 24.8.98)
Men når manden så begynder at tage den slemme betegnelse "økonomisk diktatur" i sin mund, så er det klart, at det må give anledning til lettelse, når det alligevel ikke er ham, men derimod Primakow, der bliver ministerpræsident. Men hvad er han så for en? "En sværvægter med små svagheder... Den nye mand på ministerpræsidentens taburet skal altså være Jewgenij Primakow, den nuværende udenrigsminister. Dog kan man ikke sige, at det er en ubetinget god nyhed. Som chefdiplomat har Primakow ofte vist, at han på mange punkter ikke har overvundet det gamle tankegods - idéen om indflydelseszoner, der kalkulerer med politiske og militære konfrontationer. Det er hans personlige ballast fra hans tid i KGB og som chef for spionagen i udlandet. Det var Primakows mål at bevare Moskvas stormagtsstatus og desuden genoprette kontrollen over de tidligere sovjetrepublikker... Men det taler for ham, at han råder over autoritet i både ind- og udland. Det er en politisk sværvægter, og sammenlignet med den unge Sergej Kirienko, der blev afsat som ministerpræsident for to uger siden, burde han snarere være i stand til at sætte sin linie igennem. På grund af sine udenrigserfaringer burde han også vide, at Rusland ikke har andet valg end at fortsætte med at integrere sin nationaløkonomi i de internationale strukturer og igen blive kreditværdig." (Thomas Urban, SZ, 10.9.98)
Den økonomiske sværvægter fra Süddeutsche Zeitung kan selvfølgelig ikke give en opskrift på, hvordan Rusland skulle bære sig ad med igen at blive kreditværdig ved at fortsætte netop den "reformøkonomi", som har ført til den nuværende katastrofe. Men én ting er manden stensikker på: Rusland har ikke noget andet valg end at underkaste sig alle vestlige krav helt betingelsesløst. Alt andet ville være et slemt "tilbagefald til den gamle idé om indflydelseszoner". Hovedsagen er, at de "politiske sværvægtere" i Moskva forstår, at de har til opgave at forvalte en vestlig indflydelseszone - alt andet ser man på hen ad vejen. For hvad der bliver af denne vidunderlige indflydelseszone med dens markedsøkonomiske "reformproces", det er de ansvarlige i de imperialistiske hovedstæder højst sandsynligt ikke engang selv rigtigt klar over endnu - hovedsagen er, at der ikke mere er noget, der minder bare den mindste smule om magten i det gamle, altid alt for mægtige og potente Sovjetunionen.
De imperialistiske herrer konstaterer, at der er krise - og befaler: Videre på samme måde! Én ting må man lade dem: De er ikke bange af sig!
PS: Snart er det jul igen. Så er der garanteret mangt en velgørende forening, der vil opfordre de gode tyskere til at give en skærv til fødevarehjælp til den nødlidende russiske befolkning. Under forudsætning af, at de opfører sig ordentligt og ikke render efter nogen, som "vi" allerede for længst har afsløret som "rottefænger"!