GegenStandpunkt 1/99 (marts)
I slutningen af januar gør grupper af forbitrede polske bønder opmærksom på sig selv ved at blokere vejene. Siden efteråret 1998 har bondeorganisationerne krævet statslige indgreb for at modvirke prisfaldet på landbrugsprodukter: importbegrænsninger og statslige interventionskøb for at støtte priserne og et gældsmoratorium. Efter at den polske regering har afslået at imødekomme kravene med henvisning til nødvendigheden af fortsatte besparelser på den polske finansplan, er dele af bønderne gået over til at blokere vigtige transitstrækninger for vest-øst-trafikken for at blive hørt. Fra dette tidspunkt begynder de andre europæiske lande også at få øje på protesterne, især for så vidt som det siges, at aktionerne er motiveret af Europa-fjendtlighed og også skal forstås som demonstrationer mod Polens tilslutning til EU.
1. En krig om svinekød
I anledning af urolighederne får man også et og andet at vide om de polske bønders situation:
"I sammenligning med forrige år er bøndernes indkomster i gennemsnit faldet med en femtedel." (Süddeutsche Zeitung (SZ) 27.1.99) "Således fik bønderne for to år siden stadig 31 DM for 100 kg brødhvede, i dag får de kun 23 DM. Prisen på svinekød er også faldet til det halve i løbet af to år." (Frankfurter Rundschau 21.1.99). "Bøndernes indkomst fald til det hidtil laveste niveau siden indførelsen af markedsøkonomien og udgjorde kun 40 % af indkomsten i byerne." (Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ) 2.2.99)
Årsagerne bliver også meddelt: Det, der udløste det aktuelle sammenbrud i priserne, er, at Rusland, Hviderusland og Ukraine ikke mere har råd til at importere fødevarer fra Polen efter rubelens sammenbrud. Af samme grund er EUs eksport til statssamfundet SNG også brudt sammen, og for at kompensere for det har EU forhøjet sin eksportstøtte og underbyder priserne i de lande, der søger om optagelse i Unionen."På grund af markedskrisen i det Europæiske Fællesskab er støtten til eksport af svinekød til Mellem- og Østeuropa blevet hævet drastisk", hvilket siden efteråret har ført til stridigheder med regeringerne i dette område, "fordi de frygter, at deres markeder bliver oversvømmet med billigt vesteuropæisk kød." (FAZ, 10.12.98) Grunden til nedgangen i de polske bønders indtægt har eksisteret et stykke tid. Efter at disse stater har søgt om medlemsskab i den Europæiske Union, har EU nemlig fået dem til at skrive under på, at de som for- og modydelse skulle åbne deres markeder. Siden da har EU givet hård konkurrence til disse staters bønder på de lokale markeder, og denne konkurrence eskalerer endnu engang efter "bortfaldet af markederne" i SNG.
Det stigende underskud på Polens handelsbalance for landbrugsprodukter har allerede i længere tid vidnet om den succes, EU har med sin ekspansion mod øst, hvilket på ingen måde betyder, at der bliver produceret for få fødevarer i Polen. Tværtimod har det i længere tid været klart, at Polen har et fuldstændigt overdimensioneret landbrug. For det europæiske marked er der helt klart for mange polske landbrugsprodukter - hvorfor de ikke engang kan svare sig for de polske bønder. Og betingelserne fastsættes i dag af EU - på den ene side i form af markedspriser, som produceres ved hjælp af eksportstøtten, og på den anden side i form af de kriterier, der opstilles for optagelse i EU.
"Polens bønder kæmper på den forkerte front. Kravet om højere interventionspriser og importhindringer misforstår det grundlæggende problem ... Ikke kun i Bruxelles men også i Warzawa står det for længst klart, at Polens optagelse i EU og deltagelsen i den fælles landbrugspolitik vil have katastrofale konsekvenser for begge sider, hvis der ikke først foretages en massiv nedskæring i personalet og produktivitetsstigninger i landbruget." (Neue Zürcher Zeitung (NZZ) 9.2.99)
Fra de europæiske retningsliniers standpunkt får de protesterende bønder at vide, at deres kamp går i den forkerte retning: Egentlig er det slet ikke dem, der har et problem, men derimod den polske stat, der har et problem - med dem. Og dette problem er et resultat af den planlagte udvidelse af EU, som det polske landbrug står i vejen for:
"Det tilbagestående landbrug i de mellem-østeuropæiske lande regnes for en af de største forhindringer for EUs udvidelse mod øst. Frem for alt i Polen er det husmandsprægede landbrug et strukturelt handicap." (EU-kommissionens beretning, FAZ 8.10.98)
Bønderne er et problem, som EU giver Polen. EU er det altafgørende subjekt, som ødelægger deres forretning og desuden erklærer, at det er på høje tid, at tilværelsen for bønderne i Polen umuliggøres. Det er dog noget, som den polske stat skal sørge for. Iagttagerne fra det europæiske udland holder sig til denne målsætning og betragter tilsvarende fordomsfrit og afslappet, hvordan det strukturelle handicap kaldet landmand ser ud og hvordan den polske stat tager sig af problemet.
2. Den yderligere "reelle baggrund"
"Netop bøndernes modstand har en reel baggrund, selv om kampformerne ikke svarer til demokratisk og retsstatslig sædvane." (Handelsblatt (HB) 8.2.99)
Med udgangspunkt i den herværende demokratiske sædvane, som efterhånden også skulle gælde i Polen, skal protesterne fordømmes - uden dem ville der godt nok ikke være nogen i og uden for Polen, der havde fået øje på bønderne i første omgang, for slet ikke at tale om forhandlet med dem; protesterne har immervæk været i gang i et par måneder - hvilket i parantes bemærket viser meningen med denne sædvane: Klap i! Men da man nu er tvunget til at bemærke den uciviliserede protest, demonstrerer reporterne deres eget storsind ved at medgive, at protesten har en "reel baggrund", "selv om" denne indrømmelse egentlig ikke gælder de uartige bønder - for dem gælder stadig imperativet "'Kæft!" - men derimod den gode nabostat og dens nationale problem.
Problemet har nemlig dimensioner, så det ikke kan være ligegyldigt for den ansvarlige stat: Ifølge officielle stastistikker er 28 % af den arbejdende befolkning i Polen beskæftiget i landbruget, sammenlignet med 3 % i Tyskland. I alt 4,3 millioner polakker er afhængige af denne erhvervsgren, deriblandt 2 millioner bønder, der ikke dyrker mere end 7 hektar. Disse småbønder er nu underlagt markedsøkonomien, d.v.s. konkurrencen med fødevareindustrien i EU - uden midlerne til at klare sig i denne konkurrence. På grund af den ringe størrelse tjener de for lidt og har ikke råd til maskiner; i stedet for tumler de med deres pittoreske hestekøretøjer. Og på grund af deres mangel på indtægter kan de ikke få kredit og har dermed først for alvor ingen midler til at øge produktiviteten; for så vidt som de alligevel har forsøgt, er de så forgældede, at det nuværende prisfald er signalet til den endegyldige bankerot. For disse 2 millioner betyder prisfaldet ikke kun formindsket overskud, men tab, som må betyde deres ruin ud fra de markedsøkonomiske kalkyler, for så vidt som de er nødt til at leve op til dem.
Så vidt om den "reelle baggrund", hvorom de internationale reportere ikke glemmer at meddele, at bønderne også selv er en lille smule skyldige. Med det gode gamle argument om, at den kapitalistiske fattigdom i sidste instans skyldes fejl, som de fattige selv må have begået, uddeler de gode råd efter princippet: Tag og prøv med kapital, fås i alle førende banker og sparekasser!
"At krisen især ramte husmændene, skyldes, at de polske bønder i de forløbne 10 år har undladt at gå ind i transport, storhandel og marketing. Den typiske husmand i Polen fodrer sine svin og leverer dem så til en privat opkøber. Han profiterer ikke på handelens gigantiske avancer." (Die Presse 4.2.99)
I stedet for at fodre deres grisebasse i den landlige idyl skulle disse umedgørlige husmænd hellere tage og stifte en supermarkedskæde! De er jo helt umulige, når de bare ignorerer den meget mere indbringende forretning med videreforarbejdning og markedsføring. De har også "forsømt" mere beskedne metoder til succes i forretningslivet:
"Andelsforeninger, maskinstationer og markedsføringssammenslutninger er noget, der stadig forbindes med den socialistiske fortid og derfor næsten ikke får nogen tilslutning." (FAZ 2.2.99)
I stedet for at grundlægge maskinstationer og markedsføringssammenslutninger uden at have adgang til penge og kredit har det forstokkede pak sat sig i hovedet, at de vil "opsplittes på en masse små, ofte teknisk forældede gårde" (NZZ 9.2.99), og har "forsømt" at blive storbønder.
Under den obligatoriske rubrik, 'Hvem er det, der har svigtet?', kan de europæiske iagttagere heller ikke spare den polske stat for bebrejdelser: For det første har alle polske regeringer siden systemskiftet undladt at løse problemet:
"Den nuværende regering er ikke den første, der har gjort for lidt for, at koncentrations- og moderniseringsprocessen i landbruget skrider hurtigere frem." (HB 8.2.99)
For det andet har de polske regeringer derfor gjort "for lidt" med hensyn til landbruget, fordi de har gjort en hel del andetsteds:
"I stedet for den ønskede afvandring af arbejdskraft fra landbruget er antallet af beskæftigede siden 1988 steget med 11,3 %. Polens landsbyer blev til opsamlingssted for mennesker, der har mistet deres arbejdsplads i industrien." (FAZ 2.2.99) "OECD vurderer med henvisning til det Statistiske Bureau, at der gemmer sig en skjult arbejdsløshed på 4 til 5 % i det private landbrug." (NZZ 9.2.99)
Det er nemlig ikke kun i det polske landbrug, at rationalisering via fyringer står på programmet. Det samme finder sted i mineindustrien, på stålværkerne, på værfterne, i automobilindustrien i rustningsindustrien o.s.v. o.s.v. Og processen er langt fra overstået. Ifølge aktuelle planer skal der i den nærmeste fremtid afskediges yderligere 90 000 arbejdere ud af 230 000 i kulminerne. Disse i princippet yderst prisværdige tiltag fremkalder nu det ærgerlige følgeproblem, at de afskedigede i industrien ganske vist forsvinder fra lønningslisterne, men ikke forsvinder i det hele taget. Derimod flytter de for en stor dels vedkommende ud på landet, hvor de prøver at holde den gående med en blanding af småsalg og subsistenslandbrug. Og med denne form for økonomi er det ikke rigtigt til at komme dem til livs med konkurrencens våben, ikke engang under krisebetingelser:
"Dertil kommer, at de små og umoderne landbrug, hvor fysisk arbejde erstatter teknikken, i det mindste på kort sigt har bedre overlevelseschancer under krisen ... Den tilbagestående landbrugsstruktur bider sig fast i kraft af den seneste krise." (FAZ 2.2.99)
Når ikke engang krisen kan tage livet af bønderne, hvilket er på høje tid, hvordan skal fremskridtet så nogen sinde komme til Polen? Igen under rubrikken, hvem er det, der har svigtet, berører man kort spørgsmålet om, at den polske landbrugspolitik ikke på nogen måde lever op til den standard, hvortil EU har subventioneret, rationaliseret og effektiviseret sit landbrug -
"Producent-støtte-ækvivalentet, en målestok for den statslige støtte til sektoren, steg ifølge Verdensbankens beretning mellem 1989 og 1994 fra 9 % til 21 %, hvilket imidlertid stadig er mindre end halvdelen af de tilsvarende EU-værdier." (NZZ 9.2.99)
- for at afvise sammenligningen som illusorisk:
"Den polske stat kan ikke levere de finansielle midler til en 'gennemgribende subventionering' af dette flertal af gårde, og EU vil heller ikke gøre det." (FAZ 2.2.99)
Og rosen til den "øverste polske kassemester Balcerowicz" og hans "succesrige stabilitetspolitik" bekræfter endnu engang, at de polske finanser garanteret ikke står til rådighed for oprustningen af landbruget. Denne bundsolide euro-politiker giver heller ikke anledning til nogen som helst forventninger i retning af,
"at Polens statsbudget uden betænkninger ville kunne omfunktionaliseres til et overflødighedshorn for at give ny næring til konjunkturen via milde gaver til de forskellige interessegrupper og forbrugerne." (FAZ 30.1.99)
3. Løsningen på problemet
Problemet med landbruget skyldes udelukkende den union, som Polen ønsker at blive medlem af: På alle fronter er EU med sin forretningsverden og sine retningslinier for Polens økonomiske karriere indblandet på afgørende vis og er for så vidt helt igennem ansvarlig for, at problemet i det hele taget eksisterer. Det polske landbrug kan ikke leve op til konkurrencekampen med den europæiske agrarindustri; det samme gælder også de polske industrivirksomheder. Når det kommer til stykket er de eneste konkurrence- og overlevelsesdygtige virksomheder dem, som vestlige kapitalejere finder interessante og derfor udstyrer med den nødvendige kapital. Med sine "strukturtilpasningsprogrammer" eksekverer den polske regering den overvejende negative dom over den gamle industris evner til at klare sig på verdensmarkedet. Den deraf følgende afvandring af arbejdskraft til landbruget skærper så igen landbrugets ubrugelighed - en erhvervsgren som "opsamlingssted" for overflødige arbejdere, hvad har sådan en sfære at gøre i en moderne stat? På den anden side set kan det slet ikke komme på tale at anvende statslige midler til at gøre landbruget produktivt efter EU-forbillede, eftersom Polen har fået besked på at gennemføre en finans-, d.v.s. "stabilitetspolitik", hvilket EU har gjort til en betingelse for optagelse. Og hvad Polens perspektiver efter medlemsskabet angår, så har Unionen gjort det éntydigt klart, at de nye medlemmer på ingen måde kan regne med, at de under euro-paraplyen vil komme i betragtning til nogle af de støttemidler, som det Europa hidtil har brugt til at opruste landbruget og struktursvage områder til kapitalistisk profitable sfærer. Når det kommer til stykket, så begrunder EU-politikerne helt åbenhjertigt, at en reform af de europæiske finanser er tvingende nødvendig, fordi den skal afskaffe den hidtidige ret til støtteydelser i rette tid, d.v.s. før de nye medlemmer optages.
Følgelig må dommen over det overdimensionerede landbrug eksekveres - uanset hvilken form det får. "Sløve erhvervsgrene" har ifølge europapolitikernes oplysninger ikke noget at gøre i et Europa 2000. Og hvis de fremtidige nye medlemmer hovedsagelig råder over den slags problemtilfælde, så er det bare ærgerligt for dem, men det er ikke noget europæisk anliggende. Så er det ansøgerlandenes opgave at sørge for, at bønderne forsvinder ud af billedet med deres penetrante krav om statsligt garanterede overlevelsesbetingelser. Hvorhen - det kommer ikke Europa ved. For løsningen af dette problem er den polske regering eneansvarlig. Efter at Europas østlige naboer ikke mere ønsker at se noget alternativ til markedsøkonomien, efter at de med deres indledende forsøg på markedsøkonomi simpelthen ikke kan komme uden om Europas overmagt og derfor nu kun forestiller sig national succes via underkastelsen under de krav, som denne økonomiske blok konfronterer dem med, tager EU-politikerne det helt roligt. De gør opmærksom på et par "uundgåelige problemer", der nu engang opstår i den uskyldige overgangsfase, fordi Europa insisterer på "strukturtilpasning" af disse lande. Men hvad den pligtmæssige udførelse af den slags opgaver angår, så kan EU-politikerne forlade sig helt på de respektive øst-regeringer:
"Hvad de seneste uroligheder i sammenhæng med omstillingen af landbruget i Polen og kulminedriften i Rumænien angår, så mente EU-kommissær van den Broek, at den slags problemer også var uundgåelige i fremtiden. Det var imidlertid positivt, at man i begge lande kunne tage fat i de opståede konflikter med demokratiske midler." (HB 26.1.99)
I det ene tilfælde med et stykke demokratisk statsterror, i det andet tilfælde med en vis imødekommenhed. Den polske regering har fået bønderne til at opgive deres blokadeaktioner ved at give dem tilsagn om interventionskøb til støtte for priserne og henstand med tilbagebetalingen af lån. Om de kan overleve med de forhøjede priser eller ej, om de efter fristens udløb kan betale af på deres lån i smårater eller ej, den slags spørgsmål må de afgøre med sig selv. Hovedsagen er, at de igen rydder gaderne. Den polske regering har klogeligt undladt at love blokadedeltagerne straffrihed. I hvert fald er der først og fremmest gjort en ende på oprøret, og offentligheden her i landet, der lige var begyndt at komme i omdrejninger efter alle kunstens regler, kan nu indstille arbejdet med at udarbejde et solidt fjendebillede efter mønstret: Cozma - den "radikale bondefører Lepper", privat gæld, tidligere straffet, antisemit, Stasi?
For så vidt skulle alting egentlig være klar, men de tyske eksperter er ikke kun økonomisk uddannet, de er også historiebevidste, i hvert fald hos FAZ. Med den samme Nibelungen-troskab, hvormed de i dag ærer Amselfeld, hvor serberne i olden tid forsvarede vesterlandet mod tyrkerne, på trods af det faktum, at det i dag gælder om at redde Kosovo mod de serbiske undermennesker, så glemmer de heller ikke vores gamle polske venners historiske fortjenester. Når det kommer til stykket, så drejer det sig jo ikke om hvilke som helst bønder.
4. Vestens tak til de polske parcelbønder i deres egenskab af forkæmpere for den nuværende frihed
"Og så havde Polen endda al mulig grund til taknemmelighed over for sine bønder. Det var dem, der sørgede for, at tvangskolllektiviseringen mislykkedes i deres land, at der i det socialistiske økonomiske system overlevede millioner af øer af privat erhvervsliv og at forsyningen med fødevarer derfor aldrig havde de katastrofale mangler, som for eksempel var hverdagen i Sovjetunionen ... Det flade land blev ikke alene til et bolværk for privatøkonomiske principper, men i en vis grad også til en modstandsrede, hvor den traditionelle polske ånd gravede sig ned mod det fremmede, det sovjetiske." (FAZ 5.2.99)
Dengang skulle de polske småbønder altså have været ordentligt produktive, og det netop fordi de stædigt modsatte sig kollektivøkonomien med maskineri og tilsvarende bedriftsstørrelser; men i dag er de omvendt så uproduktive, at Polen ubetinget må decimere denne klasse. Privatejendommen synes at udrette mirakler - i hvert fald under det kommunistiske herredømme. Men desværre forsømte kommunisterne at støtte sin indenlandske kontrarevolution i rette tid, lige som den nægtede at give de fortjenstfulde repræsentanter for privatejendommen de vækstbetingelser, som de i dag har så hårdt brug for:
"Privatbønderne blev dengang nægtet ret til at udvide deres gårde ud over en bestemt størrelse." (FAZ 5.2.)
Det kommer åbenbart meget an på, under hvilke betingelser bondestanden lægger sig i selen; for deres tidligere fortjenester som modstandsrede under socialismen fortjener de prædikatet "værdifuld", men under de nuværende betingelser tager de sig ud som et fossil fra den socialistiske periode med deres latterlige 7 hektar. Desværre vil de polske bønder imidlertid bare ikke fatte, at de ikke har nogen overlevelseschancer. De vil partout ikke afskaffe sig selv, men kommer i stedet med henvisninger til historien:
"Det, der betyder noget for bønderne, er deres branchespecifikke nød og de planlagte nedskæringer i statens budgetter, som de siger vil ruinere dem. Og når eksperternes analyser meddeler, at kun en tredjedel af de polske landmænd ville kunne overleve under betingelserne i den Europæiske Union, så er det især med til at bringe blodet i kog. 'Lenin kunne ikke gøre det af med os, Stalin kunne ikke slå os ud, men Balcerowicz tvinger os i knæ', står der så på demonstrationens transparenter." (FAZ 4.12.98)
Risikoen for bondeoptøjer er altså stadig noget, som man kan regne med i Polen, hvilket så meget mere påtrængende bekræfter nødvendigheden af at rationalisere denne sektor via nedskæringer.
"... må der finde en koncentrationsproces sted, som ca. en tredjedel af gårdene ville blive ofre for, mener eksperter. De har i den forbindelse også i tankerne, at rystelser på markedet for landbrugsprodukter så vil udvikle sig med mindre politisk eksplosionsfare." (FAZ 2.2.99)
5. Vestens tak til kirken
Derfor spekuleres der over, om man kan have tillid til, at den polske regering, d.v.s. koalitionspartneren fra det gamle Solidarnosc' rækker, har tilstrækkelig gennemslagskraft over for de tidligere forbundspartnere, de opsætsige bønder. Kan den med troværdighed vinde gehør for det demokratiske argument, at en valgt regering under ingen omstændigheder giver efter for pres fra 'gadens parlament'? Gud ske lov findes der imidlertid endnu en historisk kraft i Polen, og den bevarer sin moralske integritet på tværs af ethvert systemskifte. Kirkens tjenester i Polens fjerne og knap så fjerne fortid er uvurderlige, og med sjælden tydelighed roser man dens rolle som håndlanger for kapitalistiske statsmagter, når det gælder om at holde sociale protester nede:
"I den sidste Solidarnosc-regering under Hanna Suchocka i 1993 førte Lepper titusinder af utilfredse bønder på gaden ... For to år siden fordømte den katolske kirke skarpt de protestaktioner, som den selv anførte og som var ledsaget af voldelige optøjer, og derefter mistede han en stor del af sine tilhængere." (SZ 29.1.99)
Også i dag har kirken beredvilligt stillet sine tjenester til rådighed:
"Det lykkedes at få Solidarnosc-formanden Krzaklewski, bøndernes gejstlige overhoved, en katolsk biskop, til at formidle imellem militante bondeorganisationer og den handlingslammede regering." (FAZ 3.2.99)
Under den ugudelige kommunisme og dens mere end rimelige forsyninger var det en pligt at gøre oprør, og de polske gejstlige holdt den ene messe efter den anden for at styrke kampånden. I dag hersker demokratiet, der ganske vist ikke har ladet sig omvende til at indrette en katolsk gudsstat, men som immervæk ærer trosfriheden og den frihed til kapitalistisk konkurrence, som de polske bønder har fået at mærke, og i dette demokrati skal man demonstrere det modsatte, nemlig kristenmenneskets ydmyghed. De polske bønder behøver ikke at forstå argumentet "strukturelt handicap i forbindelse med EU-udvidelsen", prædikanterne på landet lader den Sorte Madonna tale for det.
Det er altså helt berettiget, at EU har tillid til, at den polske politik er i stand til at tackle de problemer, som Europa byder Polen på, selv om der ikke er en endelig løsning i udsigt og selvom der stadig er alt for stor en befolkning af bønder, der driver uproduktive rundt ude på landet. Europas motto i forbindelse med udvidelsen mod øst, "ingen fattigdomsgrænser i Europa", som er blevet brugt som en hjertelig indmeldelsesinvitation til de østlige nabolande, står forsat ved magt. Det er bare udlægningen af mottoet, der er blevet klarere: Kandidaterne til medlemsskab har værsågod at gøre en ende på de fattige som statsproblem, før optagelsen i EU.