GegenStandpunkt 4/98 (december)
Nobelprisen i økonomi for 1998 tildeles inderen Amartya Sen. Valgkomiteen i Svenska Riksbank roser ham for at have "bragt den etiske dimension ind i diskussionen om økonomi." (Süddeutsche Zeitung, 15.10.98) Nobelprismodtageren lever fuldt op til den store ære: I sit teoretiske arbejde med hungersnød har Sen nemlig fundet ud af, at den skyldes mangel på markedsøkonomi og demokrati og at den derfor kan afhjælpes ved hjælp af "fungerende" markedsøkonomi og demokrati.
Hungersnødens hjælper nr. 1: markedsøkonomien
Den første Nobelpristager gør først og fremmest op med forestillingen om, at den omfangsrige sultedød skyldes mangel på fødevarer. Med pinlig nøjagtighed viser han, at der sådan set er rigeligt med levnedsmidler til at brødføde folk under hungersnødskatastroferne på det indiske subkontinent. Med hensyn til hungersnøden i Bengalen i 1943 og i Bangladesh i 1974 beviser han, "at tilførslen af levnedsmidler ikke var mindre end i andre år" og "at disse regioner eksporterede fødevarer som ellers." (Neue Zürcher Zeitung, 15.10) Han fortier heller ikke, hvad millioner af hans landsmænd kreperede af: "I 1943 for eksempel, da tre millioner mennesker sultede ihjel i Bengalen, var der egentlig nok at spise. Krigen i Burma havde dog gjort fødevarerne så dyre, at landarbejderne ikke mere kunne betale for deres daglige brød." (SZ, 15.10) Og: "Hungersnøden i Bangladesh i 1974 kunne som følge deraf i vid udstrækning tilskrives en for lav indkomst. Oversvømmelsen, der dengang ramte store dele af landet, drev fødevarepriserne i vejret og gjorde samtidig mange landarbejdere arbejdsløse. Derfor kom det til hungerkatastrofer." (Handelsblatt, 15.10)
Hvis vi har forstået eksperterne rigtigt, så måtte mennesker i begge tilfælde lade livet, fordi de ikke mere kunne ryste op med prisen på de nødvendige fødevarer. I det første tilfælde udnyttede købmændene situationen til at kræve højere priser for de levnedsmidler, som krigen i Burma havde ført til øget efterspørgsel på. På den måde blev fødevarerne så dyre, at deres stamkunder ikke mere kunne betale dem og derfor ikke havde noget at spise. Ditto i det andet tilfælde: Handelskapitalisterne regnede med en indskrænkning af fødevareproduktionen som følge af oversvømmelsen, og de satte derfor priserne op for at tiltrække den købedygtige efterspørgsel - uanset hvor den kom fra. Den bengalske befolkning måtte derfor bruge deres sidste penge på stadigt færre levnedsmidler, hvis de da i det hele taget havde penge tilbage. Ekstremt markedsrigtig adfærd fører altså målrettet til menneskelige katastrofer: Udbyderne af levnedsmidler sørger for at få en pris, som gør dem rigere. Hvis man ikke har den dertil nødvendige købekraft, så er man på den. For ejerne af fødevarer udgør oversvømmelser og krige for så vidt kun nye betingelser for deres forretninger: De ønsker at øge deres rigdom i form af penge, og i de foreliggende tilfælde er det så sket til ugunst for masserne i Bengalen og Bangladesh.
Men åbenbart har vi så alligevel ikke forstået den indiske nobelpristager helt rigtigt. Hans studier ser nemlig slet ikke markedsøkonomien som årsagen til, at millioner af mennesker er døde af sult. Tværtimod! Hr. Sen er nemlig ikke særligt interesseret i markedet som det går og står: Med undtagelsestilfældene 'oversvømmelse' og 'krig' gennemgår han kapitalens markedsstrategier, som pludselig sender millioner af mennesker på det indiske subkontinent ud i sultedøden, hvorefter ha til sidst tager en ligning med tre bekendte og derudaf konstruerer sit videnskabelige hit, som gjorde sådan et stort indtryk på Nobelpriskomiteen. Før den store hungersnød kunne folk købe, hvad de havde brug for; markedet fungerede altså. Da de ikke mere kunne købe, hvad de havde brug for, fungerede markedet ikke længere; de købte jo ikke noget. Altså sultede de, fordi markedet ikke fungerede: Marked er, når alle køber; når de ikke køber, mangler markedet; og hvor fatalt det er, kan man se på dødsraten.
Med denne idé står hr. Sens økonomisk-politiske bud på overvindelse af hungersnød allerede klart i grove træk. Der må under ingen omstændigheder deles fødevarer ud: "Ifølge Sens erkendelser må man ikke bare gå hen og dele fødevarer ud under hungersnød." (SZ, 15.10) For, lyder den videnskabelige begrundelse: "Hvis man i lignende situationer prøver at hjælpe via fødevareleverancer, ødelægger man de i sig selv fungerende markeder for landbrugsprodukter i de berørte lande og forhindrer på den måde, at landet kommer på benene ved egen hjælp." (HB, 15.10) Det må sandelig være yderst sensible væsener, de her markeder, når de bliver skræmt væk af et par proteinkager og en håndfuld tørmælk! Professoren frygter ligefrem, at landarbejdere og små forpagtere skulle få lyst til helt at opgive at tjene penge på grund af et par gratis fødevarer, der lige nøjagtigt rækker til at redde dem fra at sulte ihjel og dermed overflødiggør markedet som den mest kompetente afhjælper af hungersnød: "Det ville have været mere meningsfyldt i Bangladesh, argumenterer Sen, ... at hæve de berørte landarbejderes indkomst." (HB, 15.10) "og sælge fødevarehjælpen." (SZ, 15.10) Virkelig en snedig tanke, at forøge udbudet af varer via fødevarehjælp og dermed samtidig billiggøre efterspørgslen "for eksempel ved hjælp af et par betalte jobskabelsesordninger" (SZ, 15.10) - og så har man allerede forenet det, der i forestillingen om et marked altid hører sammen: udbud og efterspørgsel. Simpelthen genialt: Hvis man ikke har nogen penge, så får man simpelthen nogle, så man kan købe, hvad man har lyst til. Først skal man ganske vist lige en tur i et jobskabelsesprojekt. Og indtil man har fået penge mellem hænderne, må man så bare holde vejret.
Hungersnødens hjælper nr. 2: demokrati
Sen ville ikke være det helt igennem positive menneske, som han er, hvis han ikke også foruden markedet tiltroede demokratiet en hel del, når det drejer sig om hjælp til de sultende. Til det formål fremdrager han den gamle sammenligning mellem demokrati og diktatur. Står der ikke i samfundsfagsbøgerne, at pressen og oppositionspartierne i demokratiet udøver tryk på regeringen for at gøre gode gerninger for folket? I diktaturet skulle dette angiveligt altid blive undladt, fordi konkurrencen om velgerninger for folket, for eksempel om den bedste form for bekæmpelse af hungersnød, altid i stedet for erstattes af propaganda om regeringens successer, og fordi de lokale embedsmænd notorisk prøver at præsentere deres trøstesløse indgreb, for eksempel til bekæmpelse af hungersnød, i et rosenrødt skær, når de henvender sig til statens øverstkommanderende. I en artikel i New York Times fra d. 16.10 med titlen "To End Famines, Try Democracy and Free Press" underbygger Sen disse huskeregler til skelnen mellem et godt og et dårligt herredømme med henvisning til antallet af dødsofre for hungersnøden i det maoistiske Kina (= diktatur) i årene 1958 til 1961 og i det koloniale Indien (= demokrati) i 1943. I Kina var det 30 millioner - ti gange så mange som i Indien -, hvilket på gribende vis beviser, at de måtte dø på grund af det diktatur, der herskede i Kina. De tre millioner dødsofre for hungersnøden i Indien beviser til gengæld, at demokratiet er ét stort felttog mod sulten - det forhindrede 27 millioner døde.
En godt valg
Pristildelingen i år har den kæmpefordel sammenlignet med sidste år, at prismodtageren og den udpegende komite ikke kan blamere sig. Sidste år var der gang i diskussionen om de usikre finansmarkeder og derfor faldt valget dengang på herrerne Black og Scholes. Med en udspekuleret formel troede de, at de kunne anvise en vej til at forsikre sig mod de usikre svingninger i kreditspiralen, som det ene krav på penge oven på det andet nu engang fører med sig. Desværre engagerede disse økonomiske eksperter sig i en hedge fond og tabte mere end halvdelen af deres investeringer, da den gik fallit. Desværre for dem røg samtidigt det indtryk, som de omhyggeligt havde opbygget: spekulationer kan sikres mod uberegnelighed, og det var netop på grund af dette indtryk, at de et år tidligere var blevet beæret med en million svenske kroner.
Dette års prismodtager og hans mesterstykke, opskriften på, hvordan man bekæmper hungersnød, kan ikke modbevises af praksis. Idealismen i hans udviklingspolitiske forslag er helt vandtæt. Op af skatkisten af betingelser, som et fungerende marked eller et fungerende demokrati skal opfylde for at bekæmpe sulten, kan der altid hentes en ny, når markedsøkonomi og demokrati igen sætter en ny hungersnød på dagsordenen og når samme markedsøkonomis og demokratis ansvarlige institutioner ikke gør prismodtageren i økonomi den tjeneste at holde sig til hans opskrifter.