GegenStandpunkt 4/98 (december)
En orkan raserer Honduras og Nicaragua. Offentligheden tæller ligene og registrerer skaderne: "Mindst hver tredje af landets indbyggere er blandt de skadelidte. Også i Nicaragua er billedet det samme: ødelagte huse og broer, oversvømmede marker, og landsbyer afskåret fra omverdenen... Myndighederne udelukker ikke længere, at der kan udbryde epidemier." (Süddeutsche Zeitung, 5.11.98) Titusinder af døde, hundrede tusinder af hjemløse, afgrøder og kvæg tilintetgjort... Sådan ca. lyder regnskabet efter årtiers "største naturkatastrofe" i Mellemamerika. Som om det var helt naturligt, at det velkendte samspil mellem det varme hav og tropisk luftcirkulation i form af hvirvelstorme og efterfølgende uvejr rammer befolkningen i flere lande som en katastrofe, med et slag ødelægger alle deres livsbetingelser og efterlader "døde og kaos". Da medierne overalt er hurtigere på pletten end hjælpepakkerne, så de kan tolke og anskueliggøre virkningerne af naturkatastrofen for deres publikum, erfarer man desuden også et og andet om de katastrofale dagligdags levevilkår, som orkanen har ødelagt så eftertrykkeligt.
"De mange fattige i Tegucigalpa lever på bjergskråningerne, og en del hytter af træ eller pap kan ikke engang modstå et kraftigt regnskyl." (SZ, 5.11.) Det er nemlig ganske almindeligt i lande, der er indrettet efter eksportforretningen med naturprodukter, i dette tilfælde bananer og kaffe. Udenlandske koncerners plantagedrift har forlængst fordrevet befolkningen fra den frugtbare jord og berøvet dem deres eksistensgrundlag; i byerne samler masserne sig så i den slum, som jordspekulationen levner dem adgang til. Det er altså ikke så underligt, at hele bølgebliklandsbyer forsvinder ned i slammet og at landet skyldes bort. For det er ikke først nu, at masserne er kommet i nød! Det har de været længe: "Ifølge vurderinger er mere end halvdelen i Nicaragua uden arbejde" (Frankfurter Allgemeine Zeitung, 4.11.) og dermed er de også uden indkomst, for også i disse lande, hvor pengene regerer, er de afhængige af løn. Men for de fleste er der ikke lejlighed til at tjene penge, eftersom amerikanske banana companies og kaffe-handelshuse er de eneste fungerende kilder til rigdom og dermed også til beskæftigelse.
Hvilke virkninger "naturmagterne" har, afhænger altså nok så meget af de forudsætninger, som naturens luner støder på. USAs sydstater har for eksempel klaret sig gennem tilsvarende katastrofer på en helt anden måde. For at kunne få den slags ødelæggende virkninger er det nødvendigt, at naturen ramler sammen med den elendighed, der kendetegner lande, der fungerer som vedhæng til verdensmarkedet og hvor alt drejer sig om dollars, hvor der er brug for ret få folk til at forøge andres $-formuer og hvor de resterende overflødige mennesker holdes under kontrol af den respektive statsmagt, så de ikke gør sig bemærket på en forstyrrende måde. Det følger jo ikke naturligt og helt af sig selv, og det skyldes heller ikke en notorisk uansvarlighed hos politikerne i området, at den nationale advarselstjeneste ikke fungerer - for slet ikke at tale om en eller anden statslig forebyggende foranstaltninger mod de regelmæssige uvejr; eller at der efter borgerkrigen i Nicaragua ligger massevis af miner, som nu er blevet skyllet fri; eller at 60 % af børnene er underernærede og derfor særdeles modtagelige for sygdomme; eller at der mangler klortabletter mod kolera; at de opbrugte hjælpemidler efter de sidste katastrofer er gået til bunds i "dunkle kanaler". Og det kan nødvendigvis ikke være andet end markedsøkomiens ubønhørlige love, der er på spil, når de forandrede forhold mellem udbud og efterspørgsel på levnedsmiddelområdet nu pludseligt fordobler priserne på de mest basale fødevarer - "varemangel driver priserne i vejret", melder pressen kort og kontant - eller når drikkevand kun fås til uoverkommeligt høje priser eller når bananfirmaerne på grund af den aktuelt braklagte forretning afskediger deres par tusind arbejdere....
Men når den offentlige nyhedsdækning nu igen kaster et blik på disse lande på grund af ødelæggelserne, så ønsker den ikke se tingene på den måde. Når medierne beskæftiger sig med "nøden i disse lande", så er det underforstået, at der ikke er noget at kritisere eller ændre ved årsagerne til nøden. Tværtimod! Journalisterne er blevet opskræmt af omfanget af elendigheden, der undtagelsesvist er katastrofalt og som de tilskriver naturkræfterne. Bedømt på den baggrund tager hverdagens kapitalistiske massefattigdom sig ud som "normalitet" for dem. De har vænnet sig til at "underudviklingen" i området resulterer i ofre i massevis. Nu efter katastrofen kan man i bedste fald snakke om at genoprette de forhold, der plejer at herske i disse lande - og selv det kun med meget møje og en uendelig masse internationalt besvær.
For én ting er klar: Det kan de ikke klare ved "egen kraft". Det er op til "os", de rige lande. Men hjælpen går møjsommeligt, siges der. Til gengæld går det let med at få fragtet de internationale medier samt hele deres fragtet dertil. Flot repræsenteret er også de udenlandske politikere, der som bekendt er eksperter i katastrofehjælp - amerikanske ekspræsidenter, vicepræsidentens kone og den tyske minister for økonomisk samarbejde. De overrækker personligt hjælpepakker og danner sig "et indtryk af situationen", d.v.s. de stiller sig til skue og bekendtgør deres autoriserede syn på situationen: Selvfølgelig må der gøres alt for at "lindre nøden hurtigt, ubureaukratisk og beslutsomt". Det kommer til gengæld overhovedet ikke på tale at mobilisere tilstrækkeligt af de dertil fornødne midler, som der jo er rigeligt af andetsteds. At udsende oprydningshold nok og fragte de fornødne redskaber dertil - umuligt! De generøst forkyndte hjælpeforanstaltninger og -tilbud, som politikerne kræver af "verden" og tilbyder i deres egne nationers navn, tager sig temmeligt latterlige ud i praksis, så journalisterne - selv om de dagligt offentliggør nye "hitlister": efter to dage er der takket være Amerika, Panama og Mexico "allerede indsat 14 helikoptere." (Neue Zürcher Zeitung, 5.11.) - må berette om, at der simpelthen er for lidt af alt: for få fødevarer, for få helikoptere og fragtflyvemaskiner. På dette punkt bliver der nemlig også regnet! Hjælpen måles i penge, den bliver helt bureaukratisk udregnet i de internationale hjælpeorganisationers budgetter og bogført som "humanitær" særbevilling på statsbudgettet. Og for alle dem, der opfordrer til resolut hjælp mod den "umådelige nød", er dette så selvfølgeligt, at der ikke opstår nogen tvivl om deres politikeres menneskevenlige hensigter, når de latterlige resultater af disse hjælpeanstrengelser offentliggøres. For dem er det ikke kritisabelt, at Tyskland efter en uge er nået op på de lovede 10 millioner. Og de finder slet ikke på at sammenligne de 19 amerikanske helikoptere og 3 fragtflyvemaskiner med US-Armys samtidige opbud af isenkram mod Irak. Hvis tilsagnene om penge falder ret sølle ud, så er det efter deres mening ikke et eksempel på, at de ansvarlige ikke mener, at det er nødvendigt at ofre mere på "hjælp" - det skyldes derimod den principielle mangel på dette materiale, som de rige lande råder over og som man ellers normalt kan bruge til at opnå alt: "Mod for meget vand hjælper penge ikke." (SZ, 9.11.) Naturkatastrofen har simpelthen været for stor. Så er pengene fra de private indsamlinger heller ikke nok, selvom politikerne har opfordret borgerne til at bidrage til dem, fordi deres egne hjælpemuligheder hurtigt støder på grænser. Kynisk? Muligvis, men helt igennem sagligt korrekt!
De "frigjorte" finansielle midler, der virker så pauvre på baggrund af den skildrede "nød" og regnskaberne over "hjælperlandenes" rigdom, er helt igennem ansvarligt udmålt, når man tager højde for den virkelige skade, som skal afhjælpes. Den består nemlig ikke i tab af menneskeliv og ødelagte levevilkår, men måles i nationale budgetter og fortjenester: "Skaderne beløber sig til mindst to milliarder dollars for Honduras." (SZ, 5.11.) "Summen svarer til en tredjedel af værdien af den årlige produktion." (FAZ, 6.11.) "Efter de berørte firmaers vurdering vil Honduras sandsynligvis ikke kunne eksportere én eneste banan i det kommende år. I 1997 var bananer det næstvigtigste eksportprodukt efter kaffe og udgjorde med 255 millioner dollars en femtedel af valutaindtægterne. Honduras bidrog med ca. en tiendedel af verdensmarkedshøsten af bananer." (FAZ, 7.11) Det er altså staterne med deres under alle omstændigheder magre indtægter, der er de egentlige ofre. Det er deres "håbefulde udvikling", der udpensles kyndigt på avisernes økonomisider:
"Indtil for få uger siden så fremtiden for Nicaragua og Honduras temmelig rosenrød ud i sammenligning med tidligere... endnu i indeværende år ville det økonomiske opsving få yderligere dynamik i kraft af den planlagte privatisering af statsvirksomheder og betragtelige udenlandske investeringer... på grund af den strikse markedsøkonomiske politik var inflationsraten faldet til omkring tolv procent... Økonomisk vækst... Håbet om udenlandske investeringer og turister er nu glemt i Honduras og Nicaragua." (SZ, 11.11.)
Ofrene består ikke kun af de masser, der ifølge den pinligt nøjagtige statistik for 60 procents vedkommende "lever under fattigdomsgrænsen". De ellers så nyttigt indrettede forhold, som masserne kan takke deres gemene fattigdom for, er med ét slag bragt totalt i uorden i en hel region: Det er ikke kun de private forretninger og de nationale budgetter, de par udenlandsk ejede virksomheder og de lokale staters valutaindtægter, der er sat en stopper for. Der er frem for sat spørgsmålstegn ved de tjenester, som disse statsmagter gør for verdensmarkedet, og ved deres vellykkede indrullering i en verdensorden, hvor det fortrinsvis er deres opgave at sørge for, at banan- og kaffeeksporten fortsætter gnidningsløst uden at blive generet af situationen i landene internt, at masserne ikke gør sig bemærket på en forstyrrende måde, og at den elendighed, som man betragter som nødvendig, holdes i skak, at der ikke mere forekommer politiske udskejelser i stil med sandinistregeringen i Nicaragua for nogle år siden, og at guerillabevægelser som i Guatemala bliver likvideret. "Verden" har altså modtaget en "udfordring" i form af bortfaldet af statslig orden. Det gælder om at forhindre den "bølge" af flygtninge, som den forhenværende US-præsident Bush advarer om. Den unyttige absolutte fattigdom skal frem for alt forblive dér, hvor den bliver produceret. Med de formindskede valutaindtægter forsvinder også muligheden for at tage sig af den gæld, som er det varige resultat af den storartede udvikling frem mod mere vækst og velstand. For størstedelen af eksportindtægterne er reserveret til afdrag på gælden, hvilket man nu erfarer helt en passant fra eksperterne på redaktionskontorerne, der i fuld offentlighed og helt uden skam regner sig frem til, at skaderne målt i penge når næsten op på størrelse med gælden til udlandet - "sunket ned i slam og gæld" (SZ, 10.11.)
Disse herlige forhold er altså nu kommet i uorden. Denne "undtagelsessituation" må bringes til ophør. Det er klart, at de berørte stater slet ikke kan bringe den til ophør "ved egen kraft", da de ikke selv er garant for, at der hersker de ønskede forhold hos dem, så derfor bekymrer man sig andetsteds om at få de mest elementære statslige funktioner genoprettet. De instanser, der i forvejen bestemmer alle forhold i disse lande, gør sig deres egne overvejelser om nytteeffekten og organiserer i overenstemmelse hermed den indgrænsning af skaderne, som de lokale magthavere ikke selv kan klare. Og da det drejer sig om lande, der yder et meget beskedent bidrag til de kapitalistiske forretninger andetsteds, bliver bidragene til skadesbegrænsning ikke store: at bringe de få verdensmarkedsrelevante forretninger på fode igen, at genoprette den dertil nødvendige smule infrastruktur, at få folket gemt godt af vejen igen og så vidt muligt begrænse epidemierne - det er så også alt hvad der anses for fornødent af internationale anstrengelser. Og det ender uvægerligt med, at der ikke engang kommer det ud af det, som anføres som formålet med det store internationale "hjælpeprogram": "genoprettelse".
Det, der skal sikres, er nemlig noget andet: landets fremtidige ydelser til den øvrige verden. Eftersom det drejer sig om dem og om reguleringen af de forskellige måder, som de regionale magter såsom Mexico, øverstansvarlige USA og de øvrige forvaltere af verdensmarkedet er berørt af "problemet" på, foregår der en vis konkurrence mellem hjælperne om, hvem der spiller en rolle i forbindelse med begrænsningen af skaderne. Omvendt begynder de skadelidte lande, at betragte den internationale opmærksomhed efter naturkatastrofen som en chance til eventuelt at sikre sig en støtte, som de slet ikke kunne forvente sig under normale omstændigheder. De henviser til ødelæggelserne, beskriver den økonomiske nødsituation og kræver en form for "Marshall-plan til genopbygning af Latinamerika". Ødelæggelserne kan altså bruges af de berørte lande til at gøre opmærksom på sig selv hos de rigtige udenlandske instanser, hvor de under alle omstændigheder optræder som objekt for de store forretningskalkulationer. I forbindelse med "overvindelsen af nøden" forstår disse lander derfor også at foretage en politisk skelnen mellem rigtig og forkert hjælp: Den nicaraguanske regering takker nej til Cubas tilbud om at sende læger til landet. Man har ikke skaffet sig af med sandinisterne og forskrevet sig til markedsøkonomien og udlandets private initiativ bare for at lade sig bruge af cubanerne i propagandaøjemed! Man satser derimod på en helt anden slags støtte.
Og på sin vis går regnskabet også op! Adressaterne for hjælpeansøgningerne har ganske vist ikke i sinde at genopbygge denne region; men hvad angår de gældsforpligtelser, der er løbet i vejret, bliver de til gengæld opmærksom på problemet med de renter, der skal betales, men ikke kan inddrives for tiden: Indtil videre er det ikke muligt for landene at overholde deres forpligtelser over for kreditorerne. Derfor kommer det på tale at åbne op for muligheden af at eftergive en del af gælden henholdsvis at udskyde tilbagebetalingen og på længere sigt omlægge lånene. Det er derfor kreditornationerne holder rådslagninger om, hvilken måde gælden nu skal administreres på for disse landes vedkommende: Det er vigtigt, at de hurtigt bliver enige om, hvor meget disse gældsposter stadig er værd og hvordan de skal sætte skyldnerlandene i stand til at genoptage tilbagebetalingen. Da det alligevel ikke drejer sig om store summer for kreditorerne, går nogle af dem demonstrativt i spidsen "med et godt eksempel" og stryger gælden, sådan som Frankrig har gjort det. Andre, som fx Tysklands grønne udenrigsminister udtrykker betænkeligheder, da noget sådant efter hans mening kun kan reguleres i fællesskab og inden for rammerne af kreditorudvalget/-kommissionen i Paris. I sidste instans er enhver konvertering af gælden et spørgsmål om konkurrencen mellem de berørte kreditornationer. Den endegyldige behandling er berammet til december. På den måde munder en naturkatastrofe hurtigt ud i en gældsdiskussion og i en strid om detaljerne i en ny rentebetalingsordning, fordi selv de "fattigste lande" er en del af det globale forretnings- og finansvæsen, altså af "vores interesser i verden".
Medierne forstår at vurdere orkanens præstationer efter fortjeneste: "Orkanen 'Mitch' har én fordel: Den har igen rejst det gamle spørgsmål om eftergivelse af tredjeverdenslandenes gæld." (SZ, 13.11) Men i den tyske offentligheds øjne rummer det også farer. Det drejer sig nemlig om den officielle anerkendelse af det faktum, at skyldnerlandene ikke mere er i stand til at aflevere halvdelen af deres eksportindtægter direkte til de udenlandske banker, fordi de indtil videre ikke har nogen indtægter tilbage overhovedet. De rige landes politikere ser dette som imødekommenhed over for nødlidende, der med et slag får foræret penge. Ifølge deres regnestykker vil skyldnerlandene i og med omlægningen af rentebetalingen snart komme til at råde over en kredit på en halv milliard til at "lindre nøden med". Denne formue, som offentligheden er nået frem til - samt udsigten til, at landene muligvis snart modtager de indsamlede penge til hjælpearbejde og muligvis også nye lån - er for de herboende eksperter i de fattige landes skik og brug øjeblikkeligt en anledning til betænkeligheder af den højeste slags: Dette må ikke danne præcedens for andre dårlige betalere! Katastrofer af den slags er der jo rigeligt af i den slags lande! Det er bydende nødvendigt, at anvendelsen af disse penge kommer under internationalt opsyn, og helst skal der stå en udenlandsk kontrollør ved siden af hver eneste af de lokale ministre, så de ikke kommer på forkerte tanker! For det er på sin plads at udvise forsigtighed, hvis "vi" lemper bare den mindste smule på deres forpligtelser. Deres udlandsgæld er nemlig en sund tvangsforanstaltning, hvis opdragende virkning man slet ikke kan vurdere højt nok:"Hvis gældspresset bortfalder, ville regeringen kunne finde på at gennemføre projekter, som den altid har drømt om. Og da det koster penge, optager den nye lån." (SZ, 13.11.) Penge i hænderne på disse stater - simpelthen umuligt. Altså er det nødvendigt med et strengere opsyn med disse lande. Der er brug for et opsyn med meget videre beføjelser end dem, der allerede findes i form af den eksisterende økonomiske afhængighed, gældsforpligtelserne og den internationale forvaltning af dem i Pariserklubben, IMF og Verdensbanken!