GegenStandpunkt 2/99 (juni)
D. 20. april 1999 fejrer to skoleelever førerens fødselsdag i Littleton, Colorado. Fremragende udrustet med karabinere, halvautomatiske geværer, pistoler og rørbomber laver de et blodbad i deres high school, hvor 12 skolekammerater, en lærer og de selv kommer af dage. Som altid, når "voldens lange historie" i de amerikanske skoler bliver udvidet med endnu nogle spektakulære mord, blusser diskussionen om de unges adgang til våben også op efter denne massakre. På den måde erfarer man et og andet om den ganske normale fredelige hverdag made in USA. I kraft af de "liberale våbenlove" i de ubegrænsede muligheders land er det nemlig slet ikke noget usædvanligt, at de to teenagere kunne samle isenkram nok til en "mindre militærenhed". Ifølge de ansvarlige myndigheder for alkohol, tobak og skydevåben (sic!) befinder der sig omkring 223 millioner håndvåben i privateje. Hver fjerde amerikaner råder om nødvendigt over én til flere af den slags "peacemakers", hver femte teenager har også prøvet at "låne" sådan en skyder af deres far og tage den med i skole - grund til bekymring hos "moderate meningsdannere"; frem for alt, når en uskyldig barnesjæl endnu engang har forvandlet skolegården til en slagteplads. Temaet "gun control" er på den anden side en virkeligt "provokerende vending" i "the land of the free". At der ikke alene findes denne massive bevæbning, men at den også skal være tilladt, er nemlig enhver stolt amerikaners ret, og den lader han ikke et par skydegale teenagere bringe i miskredit og han går da slet ikke med til at lade Washington fratage ham denne ret.
Våben til Amerika
Den hellige ret til at eje og bære våben er den næsthøjeste, som den amerikanske forfatning sikrer enhver uplettet og fri US-borger, og det er en ret, som amerikanerne lægger meget vægt på. Til forskel fra her i landet skelner den amerikanske stat ikke strengt mellem på den ene side statstjenestemænd, der har ansvaret for at opretholde og gennemføre det statslige voldsmonopol og derfor er bevæbnet, og på den anden side normale borgere, som kun undtagelsesvist har ret til at bære våben. Ud over de offentligt beskikkede og bevæbnede ordenshåndhævere anerkender den amerikanske stat en hel masse andre kompetente forsvarere af "law and order" - nemlig i princippet enhver god amerikaner. Den amerikanske stat skelner helt principielt ikke mellem på den ene side den privatperson, der kun forfølger sine personlige interesser i konkurrencen, og på den anden side statsborgeren, der foruden sin private identitet også skal udvise loyalitet over for staten. Den gør derimod borgernes konkurrence med hinanden til en statslig opgave: Når de sætter sig betingelsesløst igennem i konkurrencen, så er det identisk med den rette indstilling til staten. I borgerens kapitalistiske kamp for sin egen succes erkender og anerkender staten altså sin kimcelle. Dens borgere ser det på samme måde: Deres private evne til at sætte sig igennem er beviset på, at de har opført sig som gode amerikanere; stars and stripes er identisk med deres private livsopgave. Når man på en indbringende måde har fulgt den statslige forordning om at have succes i konkurrencen, har man dermed også lov til at sole sig i bevidstheden om, at man har gjort sit bedste for nationen. Dennes modydelse består i at forøge den nationale succes ved at rydde alle forhindringer af vejen for de dygtige, så de kan få succes med deres livskamp. Hvor dollaren er, er fanen også til stede - og omvendt.
Den nationale og den private kampopgave i Amerika betragtes altså nogenlunde som én og samme ting. Det samme kan man sige om den private voldsudøvelse, som statsmagten giver sine borgere ret til. Om dette forhold vidner enhver hjælpesherif og ethvert medlem af en borgervæbning, der undertiden på helt legal vis aktivt forsvarer den indre fred i lokalområdet mod sorte og andre subversive elementer. Centralmagten og forbundsstaterne overlader det delvist til disse borgeres rets- og ordensfanatisme at afgøre, hvad der lokalt sættes igennem som ret og hvem der har pligt og lov til at sørge for, at den bliver udøvet. De flydende overgange mellem egentlig justits og den regulære lynchning, som undertiden forekommer i kraft af dette, skader dette urokkelige princip lige så lidt som hyppigere forekommende sager, hvor velbevæbnede privatpersoner bruger våben til at sætte deres helt private ret igennem på en illegal facon. Selv om det er beklageligt at se våben i hænderne på forbryderne, så gør dette det bare så meget mere nødvendigt med våben i hænderne på ordentlige borgere. I USA betragtes folk derfor som helt normale, selv når de besøger våbenmesser og -butikker, hvor de anskaffer sig nærmest alt, hvad der ligger inden for deres økonomiske muligheder og ikke sorterer under ikke-spredningsaftalen for atomvåben. Og man bør ikke rejse tvivl om, hvad de egentlig vil med det, da svaret er klart: Som alle gode amerikanere opfatter de sig selv som den personificerede statsmagt, som indbegrebet af alt det, som kendetegner Amerika og som bør forsvares mod alle indre såvel som ydre anfægtelser. Agtværdige borgere kan derfor organisere sig i sværtbevæbnede hjemmeværnsbander og tilbringe deres weekender med private militærøvelser. uden at deres medpatrioter betragter dem som mere end højst lidt specielle. Med rette mistænkes de ikke for uamerikanske aktiviteter.
Det er til gengæld så meget mere sikkert, at denne mistanke opstår - efter attentater eller andre privat foranstaltede massakrer - når Washington meddeler, at man vil til at kontrollere eller måske til og med begrænse den uindskrænkede adgang til skydevåben af enhver kaliber, fx forbyde handelen med maskingeværer eller pålægge autoriserede våbenhandlere pligt til at meddele navnene på deres kunder til det lokale politi. Det er nemlig ikke kun som "gun owner", at man føler sig som ét med sin statsmagt i USA - enhver ordentlig US-statsborger slæber rundt på den fast forankrede nationale selvbevidsthed, at man højstpersonligt repræsenterer nationens ret og moral, så at man ofte anser indgreb fra statsmagten selv for at være overflødige eller ligefrem skadelige. Centralmagten befinder sig under alle omstændigheder under mistanke for at blande sig i alle detaljer og begrænse sine borgeres rettigheder, hvor den meget hellere skulle passe sit job og sørge for at fremme den nationale succes ved at fjerne enhver hindring for den private. Det er altså slemt nok, når Washington inddriver for meget i skat fra sine succesrige borgere for dernæst at smide pengene ud på irrelevante ting som niggerbørn og enlige mødre - men det er endnu værre, hvis man overvejer at antaste borgerens frihed ved navn "Smith & Wesson". Amerikaneren tillader ikke, at nogen fratager ham våbnet som tegnet på hans moralske integritet, da han jo i sidste instans bærer det for Amerika - hvis nogen prøver på det, så forbryder de sig derfor ikke kun mod ham men mod hele den stolte nation. Derfor er "våbenlobbyen" for det første så "magtfuld" i USA, og for det andet har hverken kongressen eller regeringen specielt store ambitioner i den retning. Den ordentlige borger insisterer på at pleje sin amerikanske nationalbevidsthed ved at udruste sig selv som en lille privathær - bare i tilfælde af, at ..... Og dette er ikke anarki, som det gælder om at bremse, men er derimod den ekstreme form for statsborgerbevidsthed, som "God´s own country" har skabt.
Hvor mange våben har landet brug for?
Det er altså ingen gåde, hvad der har drevet berserkerne i Colorado og deres efterlignere i Kanada og Californien til deres morderiske handlinger. Det skal nok have været hævn over en eller anden form for uamerikansk uret, der har motiveret disse unge, som skulle have været "tilhængere af Adolf Hitler" eller være blevet "stemplet" som "outcasts". Men de har alligevel tydeligt overtrådt spillereglerne for the pursuit of happiness. I dette sportsbegejstrede land rejser det øjeblikkeligt spørgsmålet om, hvordan man kunne have forhindret denne "tragedie", og svarene melder sig omgående: Nationen er "chokeret og rådvild" over "to helt almindelige unge, der var spejdere", men ikke desto mindre planlagde "at tilintetgøre deres skole", hvilket konsekvent munder ud i det spændende spørgsmål om, hvorvidt dette eller andre massemord nu skyldes for mange eller snarere for få våben på private hænder. De to sider forstår hinanden så godt, at de kan tale forbi hinanden til slutningen af det næste årtusind. For modstanderne af "våbenlobbyen" er beviserne tydelige: Hvis drengene ikke havde fået fingre i det tunge isenkram i første omgang, så havde de heller ikke kunnet anrette så stor ødelæggelse. Hvilken gennemslagskraft har de sædvanlige knojern, springknive og den tåregas, som man finder i tyske skoletasker, i sammenligning med de skydevåben, som man legalt og uden vanskeligheder kan anskaffe sig i Colorado? Derfor opfordrer man den statslige magt til at tøjle den private, ved at gøre det vanskeligere for den at få fat i sine redskaber. For foreningen af "gun owners" virker sagen lige så éntydig: "Kuglen er ren", kun mennesket er dårligt, hvorfor skydeorgierne på amerikanske skoler kun kan forebygges effektivt ved at bevæbne pædagogerne - en slutning, som åbenbart trænger sig på i betragtning af, at en lærer blev henrettet med et nakkeskud. Velbevæbnet og veltrænet lærer- såvel som vagtpersonale - "Træk, din skurk!" - ville hurtigt få sat en retfærdig stopper for de to unge attentatmænd, endnu før de selv tog livet af sig. Men begge sider råder over rigeligt statistisk materiale. Våbenmodstanderne kan henvise til, at en masse legale ejere af skydevåben står tiltalt for mord. En professor ved det juridiske fakultet i Chicago har derimod fundet ud af, at "kriminaliteten er faldet i stater, hvor antallet af våben i privateje er steget" - lommetyve må velsagtens frygte, at det potentielle offer likviderer dem på stedet.
Men massakren i Littleton bliver heller ikke bare afskrevet som "kollateralskade" af fortalerne for retfærdig vold. Man beklager et "tab af værdier og moral", d.v.s. et tab af den sikre fornemmelse for, hvor og hvornår retfærdig vold er på sin plads og hvornår den er fejlplaceret. Selv om man skal være forsigtig med at "skyde skylde" på nogen på grund af det "penible nationale tema", så er alle parter alligevel enige om, at de hovedskyldige, "videospil, barbariske Hollywood-film og blodtørstige TV-nyheder", udpeges som "de egentlige mordere". Men det er nu virkeligt uretfærdigt, for alle Ramboer og Schwarzeneggere i den "voldsforherligende mediebranche" er slet ikke til at misforstå: De personificerer privatmennesket som repræsentant for den retfærdige voldsanvendelse og er for så vidt lyslevende symboler på alle de smerteligt savnede værdier og amerikanske dyder - inklusive den moralske lære om den uomgængelige nødvendighed af at hjælpe dem til sejr med alle til rådighed stående midler. Der er heller ikke noget computerspil, der kan være sig selv bekendt uden at have som mål at redde hele verden. Tilhængere af den retskafne brug af vold burde altså ikke klage over illustrationen af vold i moderne legetøj, og da slet ikke, når de unge tager budskabet til sig om, at uret fortjener bomber - uden større folkeretslige omstændeligheder.
*
Reaktionerne på "chokket i Littleton" ser ud derefter og passer smukt til den amerikanske nation. Der er for det første de planlagte statsretslige indgreb i friheden: Begrænsning af adgangen til at købe skydevåben til kun ét per person per måned; forbudet mod at skoleelever går med frakker med stor vidde, som kan bruges til at skjule våben; strengere kontrol med salget af eksplosive stoffer, især til teenagere; børnesikring på håndskydevåben, og ikke at forglemme princippet: "Forældre hæfter for deres børn" - også i forbindelse med blodbad af større kaliber. Da det værdsatte princip om, at "enhver er sin egen sherif", ikke er blandt de beklagelige ofre for massakren, har man ikke lyst til at lave flere restriktioner ud over, at man så vidt muligt skal undgå mindreårige eller på anden måde uegnede "hjælpesheriffer".
Men så er der for det andet den privatretslige side. I USA optræder den under alle omstændigheder hele tiden som et område af konkurrencekampen, der lokker med forbløffende høje gevinster, i det mindste set fra vores breddegrader. Efter devisen om, at påviselige skader (som for eksempel lungekræft efter nydelsen af tobak) er behæftet med produktansvar, har staten Detroit sagsøgt 30 producenter og forhandlere af håndskydevåben om skadeserstatning på 100 millioner dollars. Men: Når det drejer sig om rygning, så er det kun smagen af frihed og eventyr, der står på spil - i forbindelse med våben gælder det friheden selv for amerikanerne.