Den ugentlige analyse fra GegenStandpunkt-forlaget, 14. maj 1999:
af Michael Horn
Krigen har - lidet overraskende - anrettet umådelig skade. Jo længere den varede, jo tydeligere fik NATO gjort den forløjede skelnen mellem "civile" og "militære mål": Alt hvad der hørte med til modstanderens forsvarsevne, skulle principielt sættes ud af spillet - og således blev sigtekornet rettet mod først olieraffinaderier og dernæst elektricitetsværker, bilfabrikker, tobaksfabrikker, forarbejdningssteder for landbrugsprodukter, TV-sendere. På den måde blev Serbien kastet tilbage til et udviklingsstade som ved århundredets begyndelse, siges det. Via skadernes omfang kan man i øvrigt se hvilken grad af velstand, der har var i forvejen. Nabostaterne, hvis økonomiske tilstand man hidtil ikke har fået noget godt at høre om, betragter sig med rette som medofre: Det, der fandtes i området af handel og andet økonomisk samkvem, kan nu prøve at finde sig til rette med det problem, at trafik- og kommunikationsforbindelser er brudt sammen, at en stor del af industrien, hvis produkter blev brugt andetsteds, simpelthen ikke eksisterer mere - og flygtningene behøver man slet ikke tale om. De økonomiske eksperter på avisredaktionerne og universiteterne opfinder det absurde udtryk "negative vækstrater" for at beskrive situationen.
NATO-magterne forholder sig på ingen måde ligegyldigt til dette. De lover folkene på Balkan, at de nu vil gøre alt for at tage sig af dem, ja, at de vil kunne se en herlig fremtid imøde. Det sammenfattes i begrebet "Marshall-plan" - hvilket skal vække behagelige erindringer eller berettigede forhåbninger: Ydede Amerika ikke en sådan "hjælp" til de i vid udstrækning ruinerede allierede nationer og også til det besejrede Tyskland efter 2. verdenskrig? Og havde den ikke en gavnlig virkning - i kapitalistisk henseende? Folkene på Balkan ønsker sig sikkert sådan en "genopbygning", og "Marshall-planen" promoveres, som om den skulle svare til disse ønsker. Det har så godt som intet på sig.
For det første: "Marshall-planen" efter 2. verdenskrig betød jo ikke, at USA ville gøre noget godt for de europæiske folk. USA udstyrede derimod de europæiske stater med dollarkredit, fordi de skulle tjene som antikommunistisk bolværk, med Tyskland som frontstat. Til dette formål anså USA det for nødvendigt at hjælpe en kapitalistisk økonomisk kraft på benene igen i området, så de europæiske stater kunne opnå den ønskede politiske stabilitet og især påtage sig den påtrængende nødvendige oprustning. I dag er det antikommunistiske værk gennemført - og for Balkans vedkommende er det ikke til at få øje på en sådan instrumentalisering, altså på, at Balkan skulle bruges til at inddæmme en mægtig fjende. En sådan grund til at stimulere en kapitalistisk økonomi er ikke til stede.
For det andet: Da den rigtige "Marshall-plan" blev sat i værk, var den amerikanske kredit den eneste af betydning i hele verden, og dollaren var den eneste ægte valuta. Alle prøvede at få fat i dollars og den amerikanske nation kunne uden betænkeligheder udvide sine lån uden at der opstod tvivl om dens soliditet. Men i dag er der mindst euroen som konkurrent til dollaren, og når statskreditter konkurrerer må enhver udvidelse af kreditten finde sig i at blive mistænkt for at føre til usoliditet, især når det drejer sig om de dimensioner, som der har været tale om i forbindelse med Balkan. En sådan udvidelse er trods alt ikke identisk med en udvidelse af de kapitalistiske forretninger, men er i bedste fald et meget langsigtet tænkt forskud på en sådan udvidelse. Anderledes udtrykt: Ingen stat har bare sådan uden videre råd til at bruge penge på "genopbygningen", eftersom det drejer sig om en betydelig ulempe i konkurrencen mellem statskreditterne. Det er altså klart, at de deltagende stater kommer til at skændes for det første om deres bidrag - Amerika har straks overladt ansvaret til EU - og for det andet om, hvordan de kan inddrage deres internationale organisationer - IMF, Verdensbanken o.s.v.
For det tredje: Pengene fra den daværende "Marshall-plan" tilflød nationer, der ganske vist var ødelagte af krigen, men ikke desto mindre var førende kapitalistiske nationer. Det drejede sig om at få sat nyt skub i deres allerede eksisterende kapitalistiske potenser. Og kreditten virkede - om end forskelligt. Men hvilken kapitalistisk potens var der på Balkan før krigen, og hvilken kapitalistisk brug er der indtil nu blevet gjort af regionen? Stater som Rumænien og Bulgarien får dagligt at vide, at de stadig slæber rundt på for stor en del af deres økonomi, som absolut ikke er levedygtig set ud fra et markedsøkonomisk synspunkt og som de derfor ubetinget burde nedlægge. Når man siger "markedsøkonomi" til dem, så er det ensbetydende med en trussel. Hvilken kapitalistisk anvendelse skulle der altså være at få øje på nu, efter krigen på Balkan? Efter en krig, der - som sagt - over en bred kam har ødelagt, hvad der eventuelt måtte have været af rigdom, som kapitalismen på en eller anden måde kunne udnytte. Klart, man kan sagtens strikke nogle fantasier sammen om, at en fremdyrket velfungerende kapitalisme, muligvis, på en eller anden måde, tilfældigvis, kunne komme til at køre af egen drift, men et endnu aktuelt eksempel, bare i mindre målestok, nemlig det tidligere Østtyskland med masser af både hård tysk valuta, men alligevel med ringe kapitalistisk succes, er ikke noget, der taler for et sådant resultat. Og D-Markens repræsentanter spørger gang efter gang hinanden, om der stadig er råd til det.
I den aktuelle situatione er der altså ingen af årsagerne til den virkelige "Marshall-plan", der kommer på tale. Hvad drejer det sig så i virkeligheden om? NATO-staternes løfte om at ville tage sig af folkene på Balkan er i virkeligheden et krav til dem: Balkan skal sørge for "stabilitet", der skal herske "orden", d.v.s. vores orden. De skal lytte til befalingerne fra NATO og NATOs tropper i området, og deres indbyrdes stridigheder skal skrues ned på det tilladte niveau. Til det formål er der så ganske vist også brug for penge, hvilket imidlertid for det første ikke har noget at gøre med formålet med en "Marshall-plan" og for det andet udspiller sig i betydeligt mindre målestok. Klart, løgnen om krigens formål skal have sit, så flygtningene får altså et par almisser som "hjælp til at vende tilbage" - hvilket samtidig er en forholdsregel mod, at de begiver sig hertil. Et par stater får lån for deres troskab over for NATO. Men så går det først løs for alvor. Der må genoprettes så meget af infrastrukturen, at "det internationale samfunds" køretøjer kan komme ubesværet rundt. Der er brug for et vist bureaukrati, borgmester- og andre embeder, så de lokale kommandanter kan kommunikere med den indfødte befolkning. Så er der tale om at opbygge et neutralt, d.v.s. vestligt organiseret politikorps - hvilket koster mange penge - der skal sørge for, at de indfødte også gør det, de får besked på. Hvis de gør det, så åbner det op for indtjeningsmuligheder, som de allerede har haft lejlighed til at stifte bekendtskab med i den for dem ellers hidtil ukendte teltlejr-økonomi: tjenesteydelser for besættelsesmagten som oversættere, budbringere, hjælpepersonale, hvorunder der også forekommer tjenesteydelser, som overopsynsmændene ganske vist fordømmer, men alligevel anser for nødvendige.
Så NATO bruger altså penge på at sikre sin orden - men denne "Marshall-plan" omtales som NATOs hjælp til "menneskene på Balkan".
PS. Fri kopiering!