Analyse fra d. 10. maj 1999:
af Dr. Herbert L. Fertl
De ødelæggelser, som NATOs tilintetgørelsesmaskineri har forrettet i Jugoslavien, er angiveligt stadig ikke nogen krig, men derimod en barsk lektion fra Vestens forsvarsberedte demokratier til en balkandespot. Nej, "dette er ingen krig," sværger krigsalliancens generalsekretær af dybeste overbevisning. Eftersom, siger Solana, "det ikke drejer sig om at besejre et land. Dette er ikke en operation af militær karakter for at opnå politiske mål."
De øverstbefalende for den militære magtanvendelse mod ting og personer holder derfor fast i den herlige illusion, som deres våbentekniske overlegenhed muliggør, og hævder, at de vestlige bomber udelukkende er humanitært motiveret og takket være high-tech er intelligente nok til at rette "kirurgiske slag", der udelukkende rammer "forbryderregimets" våben og mandskab. Det er bare ærgerligt, når krydsermissiler, laserbomber og stealth bombefly så laver deres præcise fuldtræffere, hvis virkninger i overensstemmelse med NATOs sprogbrug i bedste fald kan retfærdiggøres moralsk med termen humanitære massakrer.
Propagandaministeriet i Bruxelles får i stigende grad problemer med at fortolke legenden om grunden til krigen, ifølge hvilken det skulle dreje sig om at redde kosovoalbanske menneskeliv og at luftterroren udelukkende skulle være rettet mod skurken Milosevic. Når man hele tiden dementerer de serbiske klager over dræbte civilister, så bliver denne løgn hele tiden modbevist af filmoptagelser af den skinbarlige virkelighed. Jamie Shea, der allerede er en af krigens helt klare vindere og bliver rost fra alle sider for sin kyniske gengivelse af sine herrers stemmer, er derfor hele tiden nødt til subjektivt at beklage den uovervindelige vestlige luftarmadas objektive successer. Det strækker sig så langt som til det pudsige påfund, at han lader en general træde frem og give ofrene for en fuldtræffer en posthum undskyldning.
De, der er nødt til at spille dumme på denne måde, er samtidig udmærket klar over, at der slet ikke kan blive tale om at forsøge at undgå de "kollaterale skader", som opstår, når man tilføjer Jugoslavien skade "med stor tålmodighed og udholdenhed" (general Wilby). Når man vil sætte modstanderens våbenføre mandskab ud af spillet, så bomber man også barakkerne og de raffinaderier, som leverer benzin og olie til tropperne. Dernæst de broer, som også soldaterne ville kunne køre over, fabrikkerne, som forsyner hæren, vejene, som disse leverancer transporteres på, myndighederne, som dirigerer det krigsførende land, og de kommunikationsanlæg, som bruges til dette formål: Det står alt sammen på listen over ting, man vil have ram på. Ud fra en militær betragtning er hele landet et hensigtsmæssigt mål –inklusive det samlede materielle og befolkningsmæssige inventar, som har sin funktionelle og dermed krigsmæssige betydning i Jugoslavien. Bombekrigens ideal er nu engang det massive og altomfattende bombardement, eftersom der egentlig slet ikke er nogen bombe mod fjenden, der kan ramme ved siden af, så snart der er indledt krig mod et land.
Efter dementierne er NATOs talerør derfor også stadigt hyppigere nødt til at komme tilbage og indrømme sandheden i anden omgang. Forsynet med den und-skyldning, at det selvfølgelig også i disse tilfælde er serberne, der i sidste instans bærer det "fulde" ansvar, eftersom det er dem og deres skrupelløse sammenblanding af det militære og det civile område, der forkludrer NATOs humanitære tilintetgørelseskoncept.
De frivillige hjælpetropper på den politiske og journalistiske hjemmefront overtager ikke alene den officielle hvidvaskning, men serverer selv konstruktive forslag, hvoraf man kan lære, at overbeviste demokrater retter sig helt udogmatisk efter fascismens politiske ideal og lader sig begejstre for mafia-metoder. Således tog Sabine Christiansen (TV-vært) forrige søndag fat i en idé fra Ignaz Bubis (formand for jødernes centralråd i Tyskland) og spurgte glædeligt ophidset sit ekspertpanel, hvorfor der dog ikke snart er nogen af de kompetente mænd i magtens cirkler, der kan sørge for at få Milosevic slået ihjel. Der findes trods alt mere eller mindre hemmelige tjenester til dette formål - og den moralsk uangribelige titel tyranmord. Et andet højdepunkt i samme tidsrum var lederen i Süddeutsche Zeitung om et NATO-luftangreb, der havde afbrudt det jugoslaviske fjernsyn, hvilket man fejrede som et slag for sandheden. Bomberne gjaldt ikke det frie ord, men derimod "løgnen", der måtte bringes til tavshed, fordi den står i den fjendtlige regerings tjeneste. Man må ønske vores demokratiske journalister tillykke med, at man her i landet får overtidsbetaling per linie for regeringspropaganda og ikke trues med den dødsstraf, som Nato eksekverede fra luften mod ti af medarbejderne ved det jugoslaviske fjernsyn.
Sidste uge oplevede vi højdepunkter i den demokratiske pleje af kampmoral fra de politikere, som besnærer deres vælgere med alternative etiketter. Midt under krigen udnytter De Grønne NATO-strategiens ideologiske problemer som middel til at fremsætte konstruktiv kritik af krigen. Efter længere tids tavshed behøvede den grønne udenrigsminister Joschka Fischer fx ikke mere at bekymre sig om fortidens forældede fredssnak, men ævlede offensivt om det forkerte ved valget af bombemål. Det er efter hans mening helt i orden at udradere Beograds indenrigsministerium, og de lig, der opstår i den forbindelse, ser også ud til at ligge inden for rammerne af grøn politik. Han ser dog helst ikke, at flere markedspladser rammes af granater.
Det er et tegn på politisk modenhed, som virkelig er til at blive dårlig af, at demokrater som Trittin (den grønne miljøminister) ikke så meget anser NATOs produktion af lig i Jugoslavien for et problem for serberne, men derimod mener, at den hovedsagelig udgør en troværdighedskrise for den NATO-krig, som man fejrer på denne måde. Og for det andet - hvilket muligvis er endnu værre for realpolitikere - bliver sønderrevne civilister til en "styrkeprøve" for det rød-grønne regeringssamarbejde. De delegerede på De Grønnes krigspartidag torsdag d. 13. maj vil altså få testet deres demokratiske modenhed, når de konfronteres med spørgsmålet om, hvor mange massakrer deres samarbejde med Schröder og Scharping kan overleve, så Joschka Fischer fortsat kan få lov til at bære ansvaret.
Så herligt kan man diskutere fred og krig i et levende demokrati. www.gegenstandpunkt.com
http://home.link-m.de/lora/gegenstp/