Analyse fra d. 12. april 1999
http://home.link-m.de/lora/gegenstp/ & http://www.gegenstandpunkt.com
1. Nato bekender sig til, at information og desinformation er midler for krigsførelsen. Der bliver heller ikke lagt skjul på, at Natos militære pressetjeneste søger for, at det kun er omhyggeligt sorterede nyheder, der bliver givet videre, for at publikum kun skal tænke godt om Nato. Men hvis det kommer fra fjenden, der opfører sig på samme måde, er den slags naturligvis "krigspropaganda" - som vi ikke må falde for. Natos nyeste påfund er at bombe serbiske fjernsynsstationer, hvis de ikke hver dag sender tre timer med vores propaganda, undskyld, reportager. Nato går altså ud fra, at folk kan manipuleres. Og den serbiske manipulation må de så imødegå ved at gennemtvinge en modmanipulation. Man kan forestille sig, hvordan det ville forløbe, hvis serberne forsøgte det samme her i landet ...
Hvorfra kommer egentlig den fundamentale tillid til, at vores "informationspolitik" er i orden, mens fjenden altid er fuld af løgn? For det første skyldes den, at det med manipulationen slet ikke er rigtigt. Gode statsborgere er af natur tilhængere af deres egen stat og nærer tillid til dens "informationspolitik", de er så at sige godtroende af indre overbevisning. Og af samme grund mistror de så meget desto mere alt, hvad fjenden siger. For så vidt er idéen med modmanipulation i Serbien også tåbelig: Hverken i Serbien eller her er muligt at omvende nationalister ved hjælp af propaganda fra modstanderen. For det andet skyldes den, at statsborgeren har en såkaldt "kritisk offentlighed" ved sin side. I modsætning til vores påstand påstår den om sig selv, at den slet ikke er gennemført partisk. Den skulle nemlig ikke ligge under for statens "informationspolitik", men derimod checke omhyggeligt, om alting er i overensstemmelse med sandheden. Ganske vist er Natos meddelelser så alligevel den vigtigste begivenhed og får altid lov til at gøre krav på førstepladsen - med kritiske anmærkninger, selvfølgelig - hvorimod den serbiske propaganda ikke har nogen chance. Det skyldes, at den "kritiske offentlighed" deler sin stats målestok, dens bedømmelseskritierier, så principielt - og den vigtigste målestok, som offentligheden aldrig krænker, hvorefter kritik så at sige først kan begynde, hedder nu engang: "Her ven - dér fjende", eller endnu mere plat: "God stat - ond stat".
I den aftale, som Jugoslaviens repræsentanter blev præsenteret for i Rambouillet, står der ikke, at landet mister suveræniteten over Kosovo. Nej, der står, at det mister enhver suverænitet i det hele taget. Ret udførlige paragraffer fastlægger, at hele Jugoslavien må indordne sig totalt under Natos overhøjhed. Det var en opfordring til betingelsesløs kapitulation - uden krig. Eller: Det var bekendgørelsen af, at der under alle omstændigheder ville blive krig, hvis der ikke blev underskrevet. Halvanden måned senere er det et af Forbundsdagens socialdemokratiske medlemmer, der for første gang henviser til netop dette indhold i aftalen. Hvor var vores objektive, sandhedssøgende kritiske offentlighed henne? Folk, der ellers praler med deres evner til at lave grundig research, påstår, at denne information skulle have været "skjult" på internettet. Sandheden er: Fordi de var enige med deres stat i, at Milosevic under alle omstændigheder skal hænges ud som den, der nægter at indgå en "aftale", ønskede de slet ikke at vide, hvad der stod i den.
Det er et eksempel på forudindtaget fortielse i vores høje værdiers tjeneste. Og det er den systemimmanente hjertelige overensstemmelse mellem stat og offentlighed, der ligger til grund for det. Et stykke selvkritik fra Natos pressetjeneste kaster også et lys over dette. Her beklages følgende: Nyhederne om henrettelsen af flere albanske ledere, deriblandt Rugova - store overskrifter - har vist sig at være falske - små overskrifter. Men det var kun ét "uheld"! Der må fortælles om endnu et:
"... og der var flere fejltagelser og forkerte meddelelser: Således blev luftangrebene i de første dage begrundet med bekymringen for en 'humanitær katastrofe'. Da flygtningenes elendighed blev stadigt større, opstod der dog det indtryk, at masseflugten først var blevet udløst af netop disse luftangreb."
Natos pressetjeneste dementerer altså ikke løgnen om den "humaintære katastrofe", som skulle tvinge Nato til at gribe ind, men forklarer i stedet de opståede selvmodsigelser med mangler i Natos egen "informationspolitik". Pressetjenesten må kritisere sig selv for at have begået en "professionel fejl": Det var dårlig timing, begrundelsen blev bragt på den forkerte måde - der burde ikke være opstået det "indtryk" hos publikum, at det var Nato, der havde bevirket den "humanitære katastrofe". De kritiske repræsentanter for medierne accepterer undskyldningen - og så taler vi ellers ikke mere om den sag!
2.
Serbien betrager kosovo-albanerne og deres UCK som fjender og behandler dem derefter. Dertil hører, at folk bliver drevet ud af landet, og så også tilbage igen: De er ofre og materiale for krigsførelsen. Den slags kan man helt klart kalde for "menneskeforagtende politik".
Ved Jugoslaviens grænse mod syd opstår der kæmpestore flygtningelejre. De første informationer fra vores politikere lyder: Vi ønsker, at folk forbliver dér. Til gengæld får de så "humanitær hjælp". Nato erklærer sig så også ansvarlige for denne hjælp og sender 10.000 "hjælpesoldater". Vores oplyste offentlighed er straks klar over: Der er egentlig ikke brug for så mange soldater til denne "hjælp", det er de fremtidige kamptropper; der opbygges regulære bastioner. Der kommer ingen kritik, men kun spørgsmlet: Hvornår går det løs?
Nato åbner altså en 2. front, som består af både "hjælp" og "kamp". Deraf kan man lære følgende:
- Flygtningene fungerer på den ene side som påskud for at stationere tropper. Natos "informationspolitik" sigter næsten med et glimt i øjet på at vænne sit publikum til overgangen til kamptropper. Ingen journalist kritiserer det; der er ikke engang nogen, der kalder det "manipulation".
- Flygtningene tiltænkes på den anden side en funktion. De skal - så kan man snakke nok så meget om elendighed - blive dernede, fordi man ønsker at fragte dem tilbage til Kosovo igen engang med tiden. De er - sådan står der i den ordbog for statsmænd, som man ikke finder i normale menneskers reoler - tiltænkt en rolle som folkegrundlaget for en ny stat, og vel at mærke en sådan stat, som vi ønsker at sætte den igennem mod Serbien ved hjælp af vores kamptropper. Til det formål, så at sige til at fylde staten op med, må disse mennesker holdes dernede.
Hvis der nu er nogen, der anstiller en brutalitetssammenligning med den serbiske fordrivelse af kosovo-albanerne, så kan det ganske vist godt være, at de finder sidstnævnte mere afskyelig, men de kommer ikke videre i forklaringen af sagen - eftersom staters handlinger netop ikke følger moralske retningslinier, men derimod deres helt egne. Også for Nato er de fordrevne kun et materiale, hvis funktion er indbygget i krigsførelsen. Naturligvis siger Natos talsmænd, at de mener det godt med dem, de forsyner med andre ord aktionerne med en moralsk bevæggrund, fordi det nu engang er den måde, man gør det på. Rupert Neudeck fra organisationen "Cap Anamur" har i den forbindelse fået øje på noget. Han siger: "De jagede forekommer mig at være spekulationsmasse for politikken". På dette punkt kunne han stoppe og spørge sig selv, hvorfra han har fået det indtryk; han kunne sågar tale om "menneskeforagtende politik". Men i stedet fortsætter han med at appellere til netop denne politik: "Og så har de oplevet skrækkelige ting. De fortjener at blive hilst velkomne." Han har altså fortsat en fast tro på, at dette er politikkens egentlige og gode formål, som han desværre bare ikke kan få øje på i den nuværende sag. På denne måde kan man lade sig skuffe af sine politikere den ene gang efter den anden og til og med se dem blameret i forhold til sine egne moralske kriterier - men forstå, hvad det er de foretager sig, kommer man aldrig til.
PS I Danmark forlyder det 16. april 1999, at oppositionen kritiserer regeringens krigspolitik. Partiet Venstres Anders Fogh Rasmussen bebrejder statsminister Poul Nyrup Rasmussen, at han for en uge siden udelukkede enhver anvendelse af de landtropper, som han nu i mellemtiden er blevet fortaler for. Venstre bryder sig med andre ord ikke om statsministerens "informationspolitik", som går ud på at lade budskabet om fuld dansk krigsførelse på Balkan sive langsomt af hensyn til sarte sjæle i den danske befolkning. Sådan fungerer opposition i et ensrettet demokrati: Man kritiserer den øverste krigsherre for ikke fra starten af at gå ud fra den indforståethed med krigen, som den gradvise "oplysning" først ville sikre sig var tilstede hos folket. Dette alternativ må glæde enhver krigsbegejstret kritisk dansk vælger!