For en længere analyse og kritik af Natos krig i Kosovo henvises tyskkyndige læsere til artiklerne Kosovo - Chronik einer gelungenen Abschreckung (GegenStandpunkt 4/98) og Das "Massaker von Racak" und seine Folgen: zum aktuellen zwischenstand von Erfolgen und Drangsalen der Nato-Ausicht über über den Kosovo (GegenStandpunkt 1/99) www.gegenstandpunkt.com
--------------------------
Dr. Herbert L. Fertl (Forlaget GegenStandpunkt):
Analyse fra d. 29. marts 1999
1. "Det er ikke nogen krig"
- det var den ved første blik forbløffende påstand fra Nato-generalsekretær Solana, og den blev gentaget af forbundskansler Schröder. Og rent faktisk har der heller ikke været en formel krigserklæring. Men hvad kalder man det så, når der dagligt affyres krydsermissiler og der flere gange i døgnet går fly på vingerne med den erklærede hensigt at rette så store skader på fjendens territorium som muligt? Fra Natos standpunkt drejer det sig åbenbart "kun" om et forstadie til krig, eller endnu bedre: om et indgreb for at undgå krig. Betragtet fra militærets side tager det sig sådan ud, at Nato-landene træffer de mest omfangsrige forholdsregler for ikke at blive inddraget i et krigsopgør med fjenden - og i kraft af deres vildt overlegne militærapparat er de faktisk også i stand til det. Systematisk eliminerer de stykke for stykke Serbiens evne til at beskytte sit eget luftrum - og modbeviser på den måde deres eget sludder om Serbien "highly sophisticated" luftværn, hvorefter de i "fase 2", som de kalder det, angriber tanks og landtropper. Med dette overlegne militærapparat og dets anvendelse kommer følgende til udtryk: Siden Sovjetunionens undergang har Nato-landene ikke mere nogen rigtige fjender - heller ikke Rusland synes at volde dem nogen bekymringer - fjender, som kunne konfrontere dem som ligemænd og sammenligne sig med dem i våbenmagt og ildkraft, indtil den gensidige ødelæggelse er nået så vidt, at den ene side ikke forventer at få mere ud af at fortsætte kampen og derfor kapitulerer. "Det er ikke nogen krig" betyder for det andet: Når Nato-landene så går over til kamphandlinger, så er det, fordi det er nødvendigt for dem at straffe Serbiens ulydighed. De gør ikke engang modstanderen den - gammeldags-brutalt sagt - ære, at anerkende ham som modstander i en krig. De vil derimod gennemtrumfe det bevis mod ham, at ulydighed over for Nato under ingen omstændigheder kan tolereres. Meget betegnende for sagen var der aviskommentatorer, der i fuld alvor var bekymrede for, om overgangen til bombardementer ikke var udtryk for svaghed hos Nato. Og set fra deres standpunkt er der jo noget om snakken: Hvis sådan en "magthaver" som Milosevic drister sig til ikke at give efter for truslen om vold og hellere vil finde sig i at blive udsat for den - i aviskommentarer tilspidset i påstanden: "Milosevic ønsker at blive bombarderet" - så var den tidligere trussel, Natos selvfølgelige krav på lydighed, endnu ikke massiv nok, og så kniber det stadig med den afskrækning, som Nato udsætter verden for. "Det er ikke nogen krig" betyder altså for det tredje: Nato statuerer et eksempel og er altså så at sige ude i et voldspædagogisk ærinde og giver Milosevic og resten af verden en undervisningslektion i verdenspolitik - alvoren og magten bag Natos trussel må ikke kunne ignoreres af nogen og må på grund af Milosevics forudgående afslag gennemføres så meget desto mere eftertrykkeligt mod Serbien og for hele verden. "Det er ikke nogen krig" betyder i sammenfatning: Nato kæmper ikke med Jugoslavien, men hælder bomber ned over landets territorium og forhører sig hver eneste dag hos Milosevic, om han ikke snart har indset, hvor udsigtsløst det er at afslå, og om han ikke vil opgive sin genstridige vilje. Krigen føres - lidt fornemt udtrykt - for at bryde modstanderens vilje. Nato-landene går ud fra, at modstanderens vilje skal være knægtet - også uden krig. Når de så alligevel fører den, betragter de det derfor egentlig ikke som en rigtig krig, men derimod som en bevisførelse for deres uomstødelige og på forhånd givne overlegenhed.
2. "Milosevic behøver bare skrive under"
Hvori bestod så det afslag fra Serbiens side, som gjorde eskalationen så ubetinget nødvendig? Eller anderledes udtrykt: Når man siger, "behøver bare skrive under", så lader man som om man slet ikke forlanger noget urimeligt; som om Milosevic bare afslår en fredsaftale på grund af sin egen ondskabsfuldhed. Det skyder man ham nemlig også i skoene, når der her tales om en "fredsaftale", som kosovo-albanerne som den ene af sagens parter allerede har underskrevet. Men hvad står der egentlig i denne "fredsaftale"? Og i parentes bemærket: Hvorfor gik kosovo-albanerne heller med til at underskrive før kort tid før bombardementet? I denne "fredsaftale" står der, at "internationale tropper", der ikke består af andet end Nato, besætter Kosovo. Det drejer sig altså om et protektorat. Dette protektorat er imidlertid ganske specielt i og med det, som vi allerede har nævnt om Natos krav på lydighed: Dette militærforbund ønsker ikke at kæmpe sig vej ind i Kosovo og så oprette sit herredømme på området. Det forlanger derimod - helt bogstaveligt og uden ironi - at de kæmpende parter skal sende en invitation. Det vil sige: Serbien skal give afkald på sin suverænitet over området og fratage sig selv magten; kosovo-albanerne, hvis UCK, bare til erindring, systematisk og med fuldt overlæg blev oprustet af Vesten, skal give afkald på uafhængigheden. Men til forskel fra Serbien vokser de selvfølgelig i status. Om man vil, kan man tale om et "fredeligt" protektorat: De kæmpende parter anerkender Natos overlegne magt, strækker våbnene og får at vide af Nato, hvad de har at rette sig efter (Serbien) eller får direkte ordrer fra Nato (kosovo-albanerne). Dette så beskedne og "fredelige" krav har - lidet overraskende - ikke fundet den store opbakning i Serbien: For denne stat - og det kan enhver statsmand i hele verden sætte sig ind i - er det nemlig begyndelsen til den temmeligt hurtige ende som stat. Og i lang tid ville kosovo-albanerne heller ikke affinde sig med denne relativering af deres egne krav, selv om de blev lovet stadigt flere forbedringer. I forlængelse af dette:
3. "Den humanitære katastrofe må forhindres"
Det første højdepunkt i den "humanitære katastrofe" var sidste oktober, da Nato var lige ved at starte bombardementerne, men Serbien bøjede sig. Dengang hørte man ikke meget om "katastrofen". Først nu, siden det første bombardement, er den blevet til krigsgrund nummer ét, som dagligt udpensles. Der var imidlertid fordrivelse, chikane og død i Kosovo i forvejen - men dengang gjorde kosovo-albanerne sig stadig skyldige i den fejl, at de ikke ville underskrive "fredsaftalen". Dengang var de endnu ikke de utvetydigt gode og havde dermed heller ikke gjort sig fortjent til den moralske titel som "humanitær katastrofe". Det har de nu. Men det er kun den ene halvdel. Den anden er: Den "humanitære katastrofe", som Nato påberåber sig, er jo den, som Nato selv har anstiftet. For det første med sine bomber, og for det andet indirekte: Er der virkelig nogen, der undrer sig over, at Serbien - der i den grad er presset af Nato - behandler kosovo-albanerne med den brutalitet, som er sædvanlig i en krig? Når der er krig, handler stater på den måde - og det er kynisk at foretage en moralsk skelnen mellem på den ene side "rene" eller sågar "kirurgiske" bombardementer og på den anden "blodig" fordrivelse. Og det er en ekstrem gang hykleri, når Nato-landene beklager, at de for tiden ikke kan forhindre denne "katastrofe". At den finder sted, var de jo klar over fra begyndelsen. Det er meget praktisk, at de nu kan påberåbe sig samme "katastrofe" som krigsgrund.
Dr. Herbert L. Fertl (Forlaget GegenStandpunkt):
Analyse fra d. 22. marts 1999 www.gegenstanpunkt.com
At brugen af magt og vold ikke bør have lov til at være et middel i politik, er en gang ammestuesnak, som man i demokratiet ikke nøjes med at fortælle de små: Netop nu, mens Natos krigsmaskine gøres klar til en straffeekspedition mod Jugoslavien, udgår vold i den kristne-vesterlandske betydning af ordet selvfølgelig udelukkende og eksklusivt fra ordenskræfterne under Milosevic. Det er nemlig næsten som hos Karl Kraus i hans "Menneskehedens sidste dage"; bortset fra, at det ikke er den krigsliderlige pøbel, der brøler: "Serbien skal dø!" I den herlige nye verden under Natos voldsmonopol optræder en sådan hetz som "humanitært engagement", som statsmændene fra Bill Clinton til Josef Fischer mener sig forpligtet over for.
Den øverste chef for den demokratiske imperialisme, den amerikanske præsident, siger naturligvis ikke, at han allerede for længst har besluttet sig for at rydde den serbiske statschef af vejen med alle midler, og at en krig mod Serbien altså står på tapetet, da det tilsyneladende ikke kan lade sig gøre uden. Frihedens fører går derimod til den samlede verdenspresse og fortæller to kæmpestore løgne: For det første skulle han have til hensigt at yde beskyttelse og hjælp til en betrængt befolkningsgruppe i resterne af Jugoslavien. For det andet skulle det være den dérsiddende regering, der tvinger ham til sende bombeflyene afsted, om muligt sammen med en komplet invasionshær. Disse løgne bliver ikke mere sande af, at næsten hele verden lader ham slippe afsted med dem.
For hvis det virkeligt var sandt, at nationale minoriteter skulle have helt principielt krav på militær indgriben fra Natos side, når de bliver chikaneret af de regeringer, som de sorterer under, så måtte vi insistere på "beslutsom og troværdig indgriben" mod Tyrkiet, hvis kurdermassakre ikke engang de vestlige fredsvenner vil skride ind imod. Denne nedslagtning er Mr. Clinton åbenbart så tilfreds med, at han indtrængende anmoder europæerne om at optage Ankara i EU. Også den spanske regering kunne trænge til et par "surgical strikes" mod deres garnisoner af torturpoliti i Baskerlandet. Madrid afslår jo "kynisk" og fuld af "menneskeforagt" den selvbestemmelsesret, som det autonome baskiske parlament har krævet for denne nationalitetsgruppe, som allerede Franco plagede livet af. I Nordirland har en Nato-hær ganske vist ryddet temmeligt "konsekvent" op, men vel at mærke på undertrykkernes side.
De selvudnævnte skytsengle for det albanske mindretal i Serbien gør jo heller ikke noget stort nummer ud af, at de ville være ret ligeglad med albanernes skæbne på Solsortesletten (gammel nationallegende), hvis det ikke var fordi de selv havde et udestående med Milosevic og hans stat. To gange har Serbien ikke rettet sig 100 % efter afgørelser, der af Nato blev behandlet som magtpåliggende: Beograd har støttet modstanden hos de berørte serbere, da opsplitningen af Jugoslavien medførte, at dele af det serbiske folk blev udelukket fra det territorium, som blev tildelt serberne. Og etableringen af et muslimsk domineret tvangssammenhold i Bosnien-Herzegovina lykkedes først efter to års krig og ved hjælp af en permanent de-facto besættelsesmagt.
Ved at forfremme de albanske UCK-terrorister til befrielsesbevægelse anbragte man først en borgerkrigserklæring på Serbiens dørtrin. De samme folk, som CIA indtil for et par måneder siden mente at overbanditten Ibn Ben Laden stod bag, måtte Beograd sætte sig i forbindelse med for at forhandle sig frem til en aftale om autonomi. I det udkast til en aftale, som kontaktgruppen dikterede snarere end præsenterede, opnåede UCK ganske vist ikke øjeblikkelig statslig uafhængighed. Men det skal der forhandles om igen om tre år. Og vel at mærke i overensstemmelse med "viljen hos majoriteten i Kosovo". Dette resultat var repræsentanterne for denne majoritetsvilje så glade for, at de til gengæld vil give afkald på deres våben. Dem har de heller ikke længere brug for til at gøre opmærksom på deres separatistiske ultra-nationalisme, eftersom aftaleudkastet forudser en tidsubegrænset Nato-besættelsesmagt i Kosovo.
Serbien skal altså give indrømmelser på et punkt, som ingen anden stat på hele kloden frivilligt ville gøre det, og som Storbritannien, et ærværdigt medlem af Nato og EU, for relativt kort tid siden gik i krig mod: Resterne af Jugoslavien skal afgive suveræniteten over en del af sit statsterritorium og acceptere besættelsestropper fra nationer, der helt åbenlyst er alt andet end venligtsindede. Dette uforskammede krav fremsættes også i form af afpresning. Rudolf Scharping, der tydeligvis nyder at være den første tyske socialdemokrat, der får lov til at sende tropperne i ilden, lagde i "Bild am Sonntag" indholdet af den såkaldte forhandlingsløsning på bordet:
"Enten skriver Milosevic under - eller også må han tage det fulde ansvar for alle konsekvenser."
I det borgerlige liv kalder man sådan noget for afpresning! Og Scharpings tilføjede kommentar er et mesterstykke i imperialistisk logik, hvor verden først er rigtigt i orden, når alting står på hovedet:
"Vi vil ikke tillade en ny humanitær katastrofe, ingen nye bunker af lig på Balkan og ingen nye bølger af flygtninge i Europa."
De førende atlantiske magter kan selvfølgelig aldrig holde sig væk, når de melder deres behov for at blande sig, og derfor er det den Nato-udpegede skurk, der får skylden for den brutalitet på det humanitære område, der opstår, når Nato opildner til borgerkrig. Og de lig, som Nato-soldaterne producerer fra luften og på landjorden, sikrer naturligvis freden på Balkan. Og det gælder som særligt "utåleligt", at modstanderen i denne krig ikke vender den anden kind til, men forbereder sig på de forventede angreb med sine meget beskedne muligheder. Den flygtningestrøm af forstyrrende civilister, der på den måde opstår på krigsscenen, stopper Nato-strategerne så med bomber. Med hvad ellers.
Det er også herligt at se, hvordan Scharping på Tysklands vegne generøst lægger det "fulde ansvar" for "alle konsekvenser" på Milosevic: Endnu inden krigen er rigtigt begyndt, har man allerede løst spørgsmålet om, hvem der bagefter skal have været skyld i det hele.
På den måde bliver krigen mere demokratisk - og spørgsmålet om de skyldige i krigen bliver afklaret på en moralsk uangribelig facon.
Lad os komme i gang! Afsted!
Dr. Herbert L. Fertl (Forlaget GegenStandpunkt):
Analyse 22. februar 1999 www.gegenstandpunkt.com
I fjernsynet fredag aften bliver der med tydelig forargelse berettet: Den serbiske præsident Milosevic nægter at modtage Hill, den særlige udsending fra USA. Og det på trods af, at han angiveligt kun kom i et civilt ærinde: Han skulle "redegøre" for Natos stilling til Kosovo-konflikten overfor Milosevic. Linien i pressedækning og -kommentarer er lige fra starten: Hvad bilder han sig egentlig ind med at give "os" problemer? Det er en selvfølge, at det er hans pligt at tage imod den amerikanske udsending og egentlig også sige ja og amen til det hele.
Det er klart, at Milosevic er en diktator og også mere end det. Det får man jo at vide hver eneste dag - men er det virkelig så svært at forstå hans afslag? Indholdet i det budskab, som Hill ville overbringe ham, var jo kendt på forhånd: Nato vil stationere 30.000 mand eller mere i Kosovo. Det er et så usædvanligt drastisk indgreb i suveræniteten, at ingen stat i verden bare sådan uden videre ville affinde sig med det. Med en kombination af hykleri og åben afpresning lader man imidlertid som om man bare har lavet et snusfornuftigt forslag til "pacificering af konflikten", og samtidig får man det til at se ud som om Serbien slet ikke kan have nogen indvendinger mod det. Denne uforskammede facon bliver til og med forstærket af den kommentering, som er gået forud. Dengang blev der hele tiden berettet om en vis afmagt hos Nato, der slet ikke mere skulle kunne finde ud af, hvad der foregik. Citat Süddeutsche Zeitung:
"Det politiske mål med angrebene er blevet stadigt mere uklart i løbet af de sidste måneder. Den i forvejen komplicerede situation i Kosovo tager sig endnu mere indviklet ud, end det var tilfældet i oktober ... For Vesten har mistet orienteringen. Simpelt udtrykt: Det bliver mere og mere vanskeligt at skelne mellem de 'gode' og de 'onde' i Kosovo ... En nøgtern analyse viser: De serbiske stridskræfter myrder albanere, og UCK dræber serbere."
Nato skulle have mistet "orienteringen" - bare fordi de stridende parter kæmper videre? Hvori består Natos angivelige afmagt i virkeligheden? Sidste oktober havde Nato med masser af magtanvendelse aftvunget Serbien en aftale, der var ensbetydende med den første store indskrænkning i serbisk suverænitet. Denne aftale fastlagde nemlig, hvor langt den serbiske statsmagt i det hele taget må bevæge sig i Kosovo - under ingen omstændigheder langt nok til at kunne nedkæmpe separatisterne. Omvendt blev UCKs bevægelsesfrihed - og naturligvis også deres bevæbning - forøget, og straks hersker der forbitret borgerkrig i området. Nato har ikke taget parti for en af parterne, men det er netop den måde - under Nato-opsyn - at denne borgerkrig er Natos sag på. Nato vurderer krigen og griber i givet fald styrende ind. Ikke en eneste grund til krig er fjernet, derimod holdes krigen under kontrol på det niveau, som findes passende. Nato sørger for, at den overlegne part - serberne - ikke kan vinde krigen, men at den underlegne part - UCK - heller ikke behøver at tabe den.
Det, der nu foregår i Rambouillet, er ikke "orienteringsløshed" eller afmagt, men derimod den systematiske fortsættelse af ødelæggelsen af den serbiske suverænitet. Hvis der i den forbindelse skulle være nogen "problemer", så kun den ene: Nato støtter ikke den uafhængighed for Kosovo, som UCK ønsker. Når Süddeutsche Zeitung savner forskellen mellem de "gode" og de "onde" - hvilket det kun er avisen og ikke Nato, der bliver desorienteret af - så har det sin grund deri. En ny stat passer ikke ind i Natos beregninger. Og er der noget, der slet ikke passer ind i dem, så er det en storalbansk sammenslutning af albanerne i Kosovo med dem i Makedonien og Albanien - i stedet for vil Nato styrke sin position i området.
Hvorfor? Af den samme grund som Serbien og UCK er blevet beordret til Rambouillet. Ingen af parterne kan føre krig uden om Nato. De må hele tiden være opmærksomme på, hvilke af Natos grænser de ikke må overtræde. I Rambouillet skal de nu desuden undertegne den aftale, som de bliver præsenteret for. Deraf fremgår det: Nato har ikke kunnet få de stridende parter til at lystre 100 % - det kan man virkelig heller ikke forvente af så fanatiske nationalister, hvis krig man kontrollerer. Det forventer Nato derfor heller ikke, men siger: Så må kontrolmagten styrkes. Sagt på en anden måde: Når parterne i konflikten ikke adlyder, så følger det ikke deraf, at Nato er afmægtig, men at Nato selvbevidst fortsætter: Der er brug for mere magt, mere vold. De nye Nato-tropper, der nu skal opstilles, er ikke andet end et protektorat, ligesom i Bosnien, men uden en ny stat. Det stiller ikke UCK tilfreds, men det er uden tvivl først og fremmest ud over Serbien, det går ud over. Det er altså for det første klart, at Milosevic slår sig i tøjret, så snart han har en mulighed for det, og for det andet, at Nato straks fokuserer på ham som adressat for sin aggression. UCK-stillinger bliver ikke bombet; man må på et senere tidspunkt se på, hvad man gør ved dem. Det er i øvrigt også Natos svar til alle, der spørger, hvad dette protektorat skal gøre godt for: Det, der tæller, er at få etableret sin egen magt, så uimodsigeligt, som det overhovedet kan lade sig gøre - så vil det senere vise sig, hvilken brug man kan gøre af den.
I øvrigt - hvad er der egentlig blevet af den "humanitære hjælp"? I oktober var det jo stadig det store slagord, og Nato ville angiveligt bombe, fordi der var så mange flygtninge i skovene under elendige forhold. Det hører man næsten ikke noget om længere. Naturligvis kan den tyske krigspropaganda tage fat i det igen - men er det særligt velegnet? Immervæk har Serbien - som i øvrigt allerede tidligere - tilbudt udstrakt "autonomi", altså selvforvaltning. Derefter ville Kosovo-albanerne i vid udstrækning kunne administrere hele deres civile liv, inklusive politi, for sig selv - og det ville da være en vidunderlig lejlighed for Nato-magterne til at give en masse penge til Kosovo og muliggøre et bedre liv for folk. Men det er naturligvis en absurd idé ....