GegenStandpunkt 1/99 (marts)
Med 40-års dagen for den cubanske revolution fejrer Castro, at Cuba blev befriet for privatejendommens herredømme. Dengang for fyrre år siden lykkedes det hans rebeller med bred støtte fra folket at befri deres ø for US-marionetten Batistas styre og dermed landet og folket for de amerikanske firmaers ødelæggende forretningskalkulationer. Det revolutionerede forholdene på Cuba i bund og grund: Indtægterne fra de eksproprierede sukker- og tobaksplantager blev fra nu af brugt til at udvikle en egen, socialistisk organiseret økonomi, der inkluderede ordentlig forsørgelse af befolkningen. Men da de hidtidige handelsrelationer nu blev boycottet af USA, hvor kom pengene så fra? For at overleve med sit program, måtte Castro indgå en aftale med Sovjetunionen og tilslutte sig Comecon, handelssamarbejdet mellem østlandene. Det er klart, at det amerikanske fjendskab blev mere radikalt over for et erklæret medlem af modstanderens blok, især da Castro ikke lod nogen tvivl tilbage om sin antiimperialisme: Som pioner for socialismen i Amerika var det hans hensigt, at 'den cubanske model' skulle være forbillede for så mange efterlignere som muligt.
Med beskyttelse og hjælp fra østblokken lykkedes det faktisk Cuba at nå et godt stykke vej med den socialistiske opbygning. Sovjetunionen betalte ikke ligefrem den billigste verdensmarkedspris for det cubanske sukker, men rettede sig efter en planøkonomisk fastlagt pris og leverede til gengæld råstoffer og udstyr til industrien; leveforholdene i det socialistiske Cuba blev hurtigt de bedste i hele Latinamerika. Castro og hans folk har altså al mulig grund til at fejre deres tilbageblik på fortiden, selv om denne grund i dag er reduceret til, at de i det hele taget fortsat eksisterer: Uden den 'socialistiske storebror' er Cuba igen blevet afhængig af det kapitalistiske verdensmarked og udvikler sig i tiltagende grad tilbage til et normalt tredjeverdensland.
Dette er også grunden til, at USAs fjendskab over for Cuba ikke har mistet noget af sin uforsonlighed og praktiske urokkelighed. Det bliver ikke ændret af den kendsgerning, at ikke engang de største kommunisthadere i USAs kongres i dag kan påstå, at Cuba skulle udgøre nogen som helst fare for USA, for USAs overherredømme i hele Latinamerika eller for forretningslivets verdensomspændende frihed. Dette viser, i hvor høj grad Cubas status som fredsforstyrrer i verdenspolitikken skyldes den amerikanske supermagts overhøjhed, også når det gælder definitioner på verdensbegivenhederne. Når Castro med sit motto 'socialismo o muerte' ikke vil åbne alle døre på sit territorium for de kapitalistiske forretningsprincipper, så definerer alene dette faktum ham som den gamle klassefjende, som den kolde krig først skal kæmpes til ende mod: Selv om hans kommunisme forlængst er blevet barberet ned til ukendelighed, så bestrider USA helt principielt, at den kan gøre krav på nogen som helst suverænitet.
Denne klare fjendedefinition er grundlaget for alle mulige journalistiske tanker og erindringer, som i anledning af Castros festdag og med ubestikkelig partiskhed orienterer det tyske publikum om, hvem der er ven og fjende i Caribien. Når den "ældste, stadigt regerende samfundsomstyrter i verden" (WELT, 2.1.99), den "evige patriark" (Süddeutsche Zeitung (SZ), 20.1.99), nu kan fejre 40-års jubilæum for kommunismen på Cuba, så kunne det ikke falde den frie presse ind at rose jubilæets respektable kontinuitet og varighed - sådan som det ellers er tilfældet ved den slags festlige lejligheder. Når kommunismen i Cuba i det hele taget stadig er i feststemning, så bliver demokratisk indstillede meningsdannere så langt væk som i det fjerne Tyskland - endnu engang - godt gale i skralden.
Det står helt klart for den borgerlige forstand, at denne alternative produktions- og regeringsmåde er et historisk fejltrin, som burde være overstået for længst - og senest efter at Sovjetunionen gik neden om og hjem. Når en karibisk ø midt i "USAs baggård" nægter at indse dette og stadig - så godt det nu går - laver stat på socialistisk facon, så står det klart for denne måde at betragte verdenshistorien på, at det må dreje sig om et forstokket relikt fra øst-vest-konfliktens mørke tid og at den cubanske socialisme altså fortjener at dø. Som den eneste - for længst historiske - eksistensgrund for den røde ø gjaldt altid det nederdrægtige østblok-trick, "der investerede milliarder af rubler for at gøre Cuba til et socialistisk udstillingsvindue." (SZ, 1.1.99) Det eneste, man i dag stadigvæk finder interessant ved Castros "anakronistiske fænomen", er derfor , hvordan det kan være, at "udstillingsvinduet" stadig er belyst, mens den dertilhørende butik for længst har drejet nøglen om. Så meningsdannelsens journalistiske agenter beslutter sig i samlet trop for at anse det for en umulighed, at denne stat i det hele taget eksisterer. Hvordan er det muligt, spørger man sig selv med demonstrativ forbløffelse, at "den sidste kommunistiske hersker i den vestlige verden" (Frankfurter Allgemeine Zeitung, 8.1.99) "stadig sidder fast i sadlen" (Handelsblatt (HB), 30.11.99).
Castros stat - dødfødt
Castros journalistiske modstandere er overbevist om, at når hans socialisme ikke må kunne eksistere, så kan den heller ikke eksistere. De lader derfor kendsgerningerne tale: Det, der bliver opremset som et nøgternt-sagligt resume af Castros muligvis oprindeligt velmente "revolutionære drømme" (HB, 30.12.98), bliver med jævne mellemrum sammenfattet i det budskab, at denne måde at regere og lave økonomi på måtte mislykkes så meget mere ynkeligt. De detaljerede skildringer af den elendighed, som det i mellemtiden er lykkedes at skabe på Cuba, skulle være et bevis både på de menneskeforagtende konsekvenser af det kommunistiske system og på dets sikre undergang. Det er klart, at det ikke sår nogen tvivl om systemet, at de samme eller meget værre 'kendsgerninger' eksisterer i mange kvarterer i USAs storbyer såvel som i de caribiske nabolande, hvor der i årtier har hersket demokrati og markedsøkonomi. Men i deres tilfælde bliver systemspørgsmålet hverken rejst eller besvaret.
Med jævne mellemrum beskriver journalisterne Cubas sundheds- og uddannelsessystem, der stadig er det bedste i regionen. Alligevel er den slags beretninger ikke ment som en ros til den socialistiske udviklingspolitiks velsignelser, tværtimod: Når man betragter socialismen i det rette lys, så er dens største landvindinger for det meste argumenter imod den selv:
"Gratis lægehjælp (med permanent mangel på medicin) og et eksemplarisk uddannelsessystem (uden blyanter i skolerne)." (WELT, 2.1.99)
Dette skal ikke forstås som et argument for hverken, hvor godt den gamle og åbenbart slet ikke så miserable 'socialistiske internationale arbejdsdeling' fungerede, eller for vestlige humanisters pligt til at komme øboerne til hjælp med piller eller skriveredskaber. Det skal bare genopfriske den gamle forestilling om, at kommunismen ikke kan leve op til sine egne målsætninger på trods af al sit praleri med de sociale repræsentationsprojekter.
"Cuba gjorde enorme fremskridt med udviklingen af vacciner mod meningitis eller hepatitis B. De elleve millioner indbyggere har imidlertid vanskeligheder med at få aspirin." (Frankfurter Rundschau (FR), 30.12.98)
Mennesker, der i Tyskland er fortalere for enhver nedskæring i sundhedsektoren, bliver gennemført ondskabsfulde, når de fremsætter anklagen om, at Cuba ikke har råd til selv den mest simple medicinske behandling. Det socialistiske system havde som bekendt helt fra starten af fået "indlagt drop fra Sovjetunionen" og kunne ellers aldrig for alvor have tilladt sig den slags menneskevenlige udgifter. Beviset: Under kapitalistisk regnskabsføring ville kommunisterne aldrig have kunnet økonomisere nok med statsbudgettet til at få råd til den slags. De erfarne markedsøkonomiske demokrater mener derfor, at det er en utilladelig luksus at bevare de alternative, antimarkedsøkonomiske bestræbelser på rent faktisk at forsyne folket med de mest elementære fornødenheder. I overensstemmelse med denne tankegang er det derfor også helt igennem retfærdigt, at dette luksusprojekt går nedenom og hjem, nu hvor pengene ikke mere er til stede: Den "fremadskridende opløsning af uddannelsesvæsenet" (HB, 30.12.98), det "syge sundhedsvæsen" (Neue Zürcher Zeitung (NZZ), 19.1.99) såvel som den "akutte mangel på fødevarer" (SZ, 1.1.99) i landet afslører nu sandheden om socialismens uduelighed.
Det kommer netop helt an på den målestok, der anlægges: Ethvert barn her i landet kan fortælle, at det er en ærlig og redelig kapitalistisk nødvendighed, at en nationaløkonomi som den tyske er 'afhængig' af konjunkturerne i det fjerne Amerika og af kriserne i det endnu fjernere Asien. Men når en subtropisk ø, der ikke har meget andet at sælge på verdensmarkedet end sukker og cigarer, efter ophøret af den socialistiske handel med østblokken og under presset fra den amerikanske embargo ikke uden videre kan skifte til en autonom selvforsyning på højt niveau og derfor ser sig tvunget til at tolerere kapitalistisk virksomhed på sit territorium - der findes nu igen dollars som parallelvaluta og privatøkonomi inklusive prostitution og småkriminalitet - så er alle tyske blade klar over budskabet: Heller ikke Castro kommer uden om den lov, at der ikke er noget alternativ til kapitalismen - men han vil simpelthen bare ikke indse det. Med sin typiske perfidi foretager han systemskiftet i al hemmelighed for i det mindste at kunne redde facaden på sin forældede biks udadtil:
"Han fremsatte den frygtelige parole 'socialisme eller død', samtidig med at han inviterede kapitalismen ind ad bagdøren for på den måde at redde den håbløst ineffektive statsøkonomi." (FR, 30.12.98)
Castro - den sidste forhindring
Når der samtidig på ingen måde lægges skjul på, at de trøstesløse forhold på Cuba i det væsentlige skyldes USAs kamp mod den kommunistiske ballademager midt i USAs interessesfære, så opfattes det på ingen måde som et eksempel på det tåbelige ved den antikommunistiske hetz. Ofret for den amerikanske embargo får som en naturlig ting tildelt skylden for samme embargo. Denne mærkværdige logik skyldes moralen, der siger, at det mest retfærdige anliggende i verden er den frie verdens krav på likvidering af dette kommunistiske fortidslevn og dermed "udsultningen af Castro" (SZ, 28.12.98). Men når denne forstokkede kommunist partout ikke vil indse det og kapitulere, men i stedet for holder hårdnakket fast i sin socialisme, så er det ham selv, der er skyld i, at han bliver forfulgt:
"Som et stædigt muldyr har Castro i 40 år modsat sig alle forsøg på at få ham til at give politiske indrømmelser." (FR, 30.12.98)
Manden har den utilgivelige karaktersvaghed at savne den krævede opportunisme over for den amerikanske overmagt. Hvor livslang karakterstyrke gør vestlige politikere til troværdige personer, så er det samme et tegn på manglende tilpasningsevne, når det drejer sig om kommunister:
"Fidel Castro er stolt over, at han ikke er blevet klogere i løbet af de 40 år, hans revolution har varet. Han tænker stadigvæk som dengang, erklærede han i anledning af fyrreårsdagen for sin magtovertagelse." (SZ, 4.1.99)
Denne "ældgamle revolutionærs" (FR, 30.12.98) stivsindethed viser sig yderligere ved, at han i betragtning af landets "manglende fremtidsperspektiver" (NZZ, 19.1.99) "ikke forbereder sig på at trække sig tilbage" (FR, 30.12.98) og - efter at han har undladt at benytte sig af et af de "utallige CIA-attentater" (SZ, 30.12.98) til en stilrigtig sortie som den sømmer sig for en latinamerikansk revolutionær - som altid simpelthen bare ikke vil gå i graven: "Alle rygter om, at han er alvorligt syg, har vist sig at være falske." (HB, 30.12.98)
I stedet for gør den cubanske commandante fortsat krav på "den uindskrænkede magt" (SZ, 4.1.99), hvormed han endegyldigt afslører sig selv som inkarnationen af ondskab, eftersom hans fastholdelse af den udsigtsløse modstand mod den amerikanske overmagts retfærdige krav er et bevis på, at han kun er interesseret i sig selv, i at bevare sin magt. Der er ganske vist ikke noget, der er så anerkendt i den borgerlige verden som en politikers vilje til magt, men når det er den forkerte mand, der bruger magten til at forfølge de forkerte hensigter, så er det klart, at det i sidste instans 'kun' kan dreje sig om hans magt. Hele den cubanske socialisme kan således sammenfattes i den bestemmelse, at det er Castro, der står i spidsen for den; og det er identisk med den rene og skære undertrykkelse. Det er dermed ikke den amerikanske embargo, der kvæler den cubanske økonomi, men derimod: "Velgøreren (der) kvæler sit folk" (SZ-overskrift, 1.1.99).
Cubanerne - for umyndige til at gøre oprør
Med deres intime kendskab til sindstilstanden hos det folk, som Castro plager livet af, er de tyske kommentatorer ganske sikre på, at kvæleren "næppe ville vinde demokratiske valg" (FR, 30.1.98). Sammen med spådommen om, at "den vakkelvorne model for den caribiske socialisme styrter sammen som et korthus efter Castros død" (n-tv, 14.1.99), er den cubanske socialismes eksistensgrund henlagt helt og aldeles til dens 'maximo liders', dens store leders eksistens. Der mangler bare en forklaring på, hvordan det lykkes denne mand at holde sig ved magten på trods af folkets påståede frihedstrang, eller omvendt, hvorfor folk hidtil ikke har leveret den - af Vesten! - "længe ventede folkelige opstand mod det socialistiske regime" (HB, 30.12.98) Her skorter det ikke på forklaringer fra de demokratiske manipulationsteoretikere: Med en dunkel blanding af vold og manipulation holder Castro sit folk i skak, så cubanerne med deres barnlige slavenatur ikke engang lader det gå ud over deres "caribiske livsglæde" (n-tv, 14.1.99). At Castro råder over noget i retning af et voldsmonopol og faktisk bruger det til at gennemføre sin politik med, bliver til én stor undtagelsestilstand fra den naturlige kapitalistisk-demokratiske tilstand af almen laissez-faire:
Med "en slags permanent undtagelsestilstand har Fidel Castro som en dukkefører holdt de elleve millioner indbyggere i et fast greb helt op til i dag ." (FR, 30.12.98)
Der ser man det igen: En ordentlig USA-afhængig diktator som Castros forgænger Batista opdrager sine undersåtter til politisk selvbestemmelse og gør dem myndige til at gøre oprør, hvorimod en kommunist som Castro luller sine kammerater i søvn med sit gratis sundhedssystem, umyndiggør dem med sit højt udviklede uddannelsessystem og holder dem i skræk og bæven med resten af statsapparatet:
"Borgerne holder sig stadigvæk i ro. Det er angsten for repressalier fra regimets side, nedskæring i pensionen, forbudet mod udlandsrejser, der holder dem fangne. Dertil kommer, at flertallet af cubanerne blev født efter revolutionen og aldrig har oplevet andet end umyndiggørelsen under Castro." (SZ, 1.1.99)
Friheden må til gengæld være ubegrænset for nabolandenes haitianere og dominikanere, der med deres mangel på pensioner og rejsebudgetter ikke kan plages med den slags repressalier. Det betyder imidlertid ikke noget, når bare analfabeterne engang imellem kan få lov til at bevise deres egen frihed og myndighed derhjemme - på passende vis - ved at sætte et kryds på stemmesedlen.
Med så stor undertrykkelse må de antikommunistiske analytikere spørge sig selv, hvorfor Castros ofre ikke hader ham som fanden selv. Og de har et simpelt svar på denne gåde: Manden må selv være lidt af en djævel. Den rigtige blanding af positive og negative karakteregenskaber synliggør den gamle rebels diabolske ledelses- og forførelseskunst:
"Macciavellistisk opretholdelse af magten er måske den eneste forklaring, hvis man vil forstå denne mand, der beskrives som karismatisk, forrykt, brillant, almægtig, tyrannisk, formynderisk og samvittighedsløs." (FR, 30.12.98)
Som 'karismatisk udemokrat' forstår han at spille på hele manipulationens register. I stedet for at rakke ned på sit eget system - på samme måde som kritiske hoveder her i Tyskland hele tiden skulle rakke ned på demokrati og markedsøkonomi, ikke? - roser han det uafbrudt:
"I samme takt som tibetanske bedemøller" messer han til cubanerne: "Revolutionen er irreversibel, den kommunistiske doktrin er ufejlbarlig og socialismen er ubetvingelig." (WELT, 2.1.99)
Som den 'brillante tyran' , han er, behersker han tricket med fjendebilledet og har nu i fyrre år skræmt sine undersåtter med et forvrænget billede af det cubanske folks egentlige sande venner. Da cubanerne på den måde har fået deres opmærksomhed afledt fra kampen mod deres sande fjende - Castro! - er de ligefrem blevet bange for deres gamle udbyttere og belønner til og med deres Fidel, som han troskyldigt kaldes i landet, med en ikke så ringe popularitet.
"Castro er en mester, når det gælder om at puste til frygten for det gamle bourgeoisis tilbagevenden, 'Miami-mafiaen'." (FR, 30.12.98)
"Borgerne havde ganske vist altid måttet kæmpe med økonomiske flaskehalse, men de fleste af dem affandt sig med det, fordi de altid fik fortalt, hvor uretfærdigt det skulle være foregået i sin tid under kapitalismen." (SZ, 1.1.99)
Når der nu engang ikke er noget mere retfærdigt, end når rådigheden over penge fordeler folk mellem paladser og stråhytter, hjælpeskoler og universiteter, og mellem de forskellige patientkategorier i et profitorienteret sundhedsvæsen.
USAs handelsembargo - Castros bedste argument
Når Castros legitimation primært skulle bestå i et forløjet fjendebillede, så er der en del tyske kommentatorer, der begynder at blive mistænksomme og undre sig over, om USA ikke har gjort det for let for ham på dette punkt. På den måde går Sorteper videre, over Det Karibiske Hav til hjemlandet for den cubanske revolutions fjender, hvor den sidste grund til Castros fortsatte eksistens søges i en fejlagtig måde at bekæmpe ham på: Hvis amerikanerne ikke havde gjort det så let for Castro ved at levere stof til hans fjendebillede med deres klodsede manøvrer, så ville manden for længst sidde til halsen i legitimationsproblemer. Ifølge denne forklaring gav den halvhjertede gennemførelse af invasionen i Svinebugten næring til den cubanske nationalisme, hvilket fik cubanerne, der åbenbart dyrker en særligt okkult form for logik, til at holde fast ved lige netop den person, som de angiveligt ønskede at slippe af med:
"Allerede i 1960 begyndte USA at bidrage afgørende til, at flertallet af den cubanske befolkning blev endnu fastere besluttet på at forsvare revolutionen. I oktober besvarede J.F. Kennedy ekspropriationen af amerikansk ejendom med en økonomisk embargo, der ramte øen mærkbart. Nu havde Castro imidlertid den ydre fjende, som han har haft brug for indtil i dag for at holde ryggen fri, når han forfølger sine modstandere i Cuba. Efter at hans hær i april 1961 havde afværget en landsættelse af 6.500 mand i Svinebugten, en aktion gennemført af den amerikanske efterretningstjeneste CIA i samarbejde med eksilcubanske lejesoldater, udeblev den forventede brede opstand. For Castro tjente invasionen imidlertid til at stramme de indenrigspolitiske tommeskruer." (SZ, 1.1.99)
En lempelse af embargoen - den bedste vej til revolution
Når der først er blevet rejst tvivl om det nyttige ved embargoen, så er det slet ikke til at undgå, at en del tænkere kommer på den geniale idé, at man både kan bringe Castro i vanskeligheder ved at genoptage handel og samtidig gøre cubanerne parat til kontrarevolutionen. At forsøget på at udsulte dem ikke har motiveret dem til at gøre oprør, giver en del af manøvrekritikerne mistanke om, at den gamle regel om 'socialt sprængstof' muligvis fungerer anderledes på disse breddegrader: Når man kæmper mod sulten, kan man ikke samtidig kæmpe mod Castro, og derfor er den rene og skære nød det bedste trick til at sikre ro & orden på øen - som om det var Castro selv, der havde annulleret de sovjetiske leverancer og befalet den amerikanske embargo:
"Dag for dag går det imidlertid værre for cubanerne, og det ser ud som om der er system bag denne udvikling: Jo hårdere overlevelseskampen bliver, jo mindre behøver Castro at frygte for sin magt." (SZ, 1.1.99)
Altså kunne man måske få de potentielle cubanske kontrarevolutionære over på Vestens side ved at lokke med lidt fødevarer. Om muligt med bananer, der jo - som man ved fra Østtyskland - allerede har bevist deres effektivitet:
"En ændring af USAs Cuba-politik giver kun mening, hvis den er et resultat af den erkendelse, at Castro ikke kan væltes af en underernæret, forarmet befolkning ... Den giver mening, hvis den er et instrument for den økonomiske og politiske påvirkning, der fører til det samme resultat som Bonns politik, der åbnede op for DDR." (WELT, 2.1.99)
Det er bare dumt, at man ikke kender resultatet på forhånd - cubanerne er nu engang ikke østtyskere. Derfor går den gode gamle idé heller aldrig af mode, at man skal prøve at komme socialismen på Cuba til livs ved hjælp af - om ikke virkeligt, så i det mindste - socialt sprængstof. Fortalere for en radikalisering af embargoen satser - for så vidt som de ikke i det hele taget kræver ubetinget fjendskab til det yderste - på, at den derved fremkaldte elendighed vil være den mest virkningsfulde måde at banke budskabet ind i hovedet på de berørte masser: at socialismen ikke evner at drive sine velgørende indretninger og ydelser til befolkningen. Dette skulle så på et eller andet tidspunkt uvægerligt foranledige dem til at falde tillidsfuldt i armene på Vesten og de magtfulde ophavsmænd til deres elendighed. Efter disses mening skyldes kommunismens fortsatte eksistens på Cuba, at den ikke er blevet bekæmpet konsekvent nok:
"Når det socialistiske Cuba stadig eksisterer i dag, så er det fordi de erhvervsdrivende i nogle lande mangler klassebevidsthed: De investerer og driver handel med en regering, der uden tøven ville have nationaliseret deres ejendom." (R. Escobar i die Tageszeitung, 29.12.98)
"Det er paradoksalt: Castro bruger enhver lejlighed til at gå løs på amerikanerne, selv om han i stor udstrækning lever af dem. ... Eksilcubanerne, der på den politiske scene forsvarer USAs økonomiske embargo, sørger som privatpersoner for, at øen råder over fremmed valuta" (SZ, 4.1.99)
PS.
Castros hovedfjende har faktisk i mellemtiden besluttet sig for at lempe på handelsembargoen. Clinton tager sit udgangspunkt i den udhuling af den cubanske socialisme, som den konsekvente embargo allerede har bidraget til, og vil nu give den dødsstødet via den "snigende erosion af socialismen" (NZZ, 23.12.98) ved at handle med de nye private småkapitalister, altså med en målrettet støtte til de systemfjendtlige elementer, der allerede er opstået. Clinton lover,
"at hjælpe det cubanske folk uden at styrke den cubanske regering. De vedtagne handelslettelser er helt i overensstemmelse med vores politik om at presse regimet til en politisk forandring."
For de regerende og kommenterende menneskerettighedsfans er den tredje verden ikke i orden, før friheden igen har tilbageerobret sit sidste bordel i Havana og der igen hersker 'normale' tilstande i Cuba - ligesom i den Dominikanske Republik eller Haiti.